Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren indrejste i Danmark med sin svenske ægtefælle og deres fællesbarn og søgte om opholdstilladelse som familiemedlem til en EU-borger i Danmark, og at klageren havde ret til at opholde sig i Danmark under ansøgningens behandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration og under klagesagens behandling i Udlændingenævnet. Advokaten henviste videre til, at klageren blev varetægtsfængslet på udlændingelovens regler, og at Sverige blev anmodet om at tilbagetage klageren på baggrund af ulovligt ophold, selvom klageren på tidspunktet for varetægtsfængsling havde processuelt ophold i Danmark. Advokaten henviste videre til, at udstedelse af opholdsbevis i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen er af retskonstaterende art, hvorfor klageren, indtil en endelig afgørelse forelå, måtte anses at have en afledt opholdsret i Danmark på baggrund af sin svenske ægtefælles aktuelle udøvelse af fri bevægelighed i Danmark. Advokaten gjorde på denne baggrund gældende, at artikel 18 i Dublinforordningen ikke burde finde anvendelse, uagtet at klageren opholdt sig i Danmark uden at være meddelt opholdstilladelse, og at det måtte lægges til grund, at klageren havde haft og fortsat havde ret til at opholde sig i Danmark. Advokaten gjorde endeligt gældende, at en overførsel af klageren til Sverige ville medføre en ufrivillig adskillelse fra klagerens familie, hvilket ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 og Børnekonventionens artikel 3 og 9, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at såfremt en udlænding påberåber sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 2. pkt., fremgår det videre, at dette tilsvarende gælder for udlændinge, der opholder sig i Danmark uden opholdstilladelse, og som har søgt om asyl i en anden medlemsstat uden at have opnået international beskyttelse. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Sverige, og at Sverige har meddelt klageren afslag på asyl. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet skal bemærke, at klageren ikke har indgivet en ansøgning om asyl i Danmark, hvorfor der ikke er en asylsag at realitetsbehandle i Danmark. Udlændingestyrelsen har valgt at anmode Sverige om at tilbagetage klageren i medfør af reglerne i Dublinforordningen, hvilket der er mulighed for på trods af, at klageren ikke har indgivet en ansøgning om asyl i den anmodende medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 24, stk. 1. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren – som meddelt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration i brev [fra foråret] 2021 og afgørelse [fra vinteren 2021/2022] – siden [sommeren] 2021 har haft ret til at opholde sig i Danmark under behandlingen af sin sag om opholdstilladelse efter EU-reglerne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at en tilladelse til at opholde sig i landet under behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse ikke er en opholdstilladelse omfattet af Dublinforordningen, jf. forordningens artikel 2, stk. 1, litra l. Ansvaret for de i forordningens artikel 18, stk. 1, nævnte forpligtelser er derfor ikke overgået til Danmark efter forordningens artikel 19, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at Dublinforordningens artikel 17 ikke finder anvendelse i denne sag, idet klageren ikke har søgt om asyl i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker endelig, at Udlændingenævnet [i vinteren 2021/2022] traf afgørelse om opsættende virkning i klagerens sag om opholdstilladelse efter EU-reglerne, og at klageren således har lov til at opholde sig i Danmark under Udlændingenævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet skal derfor henlede opmærksomheden på, at en overførsel af klageren til Sverige tidligst kan finde sted, når resultatet fra klagerens verserende sag hos Udlændingenævnet foreligger.” Dub-Sver/2022/9/anjv
