Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har i indlæg af [sommeren] 2022 gjort gældende, at klageren er fra [land A], hvilket ifølge ASGI yderligere vanskeliggør adgangen til asylproceduren og indkvarteringsmulighederne. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er [statsborger i land B], idet klageren i samtalereferatet af [sommeren] 2021 over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er [statsborger i land B]. Klageren har videre oplyst, at hans mor er [statsborger i land A], og at hans far er [statsborger i land B], samt at han har opholdt sig i [land A], siden han var to år gammel. Klageren har endvidere oplyst, at han ikke har ansøgt om et [land A] statsborgerskab, idet han vil holde fast i sit [statsborgerskab fra land A], og idet han ikke kan lide [statsborger i land B], fordi han har følt sig diskrimineret og set anderledes på, fordi han er fra [land A]. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit [i sommeren] 2020 i Italien, at Italien efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 22, stk. 7, såkaldt accept by default, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2022/18/aca
