Nævnet meddelte i januar 2022 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 til en mandelig statsborger fra Cameroun. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oroko og kristen fra [by], Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive slået ihjel af separatistgruppen The Amberzonian Forces of Cameroun, som har forsøgt at rekruttere ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at separatistgruppen har opsøgt ansøgerens families bopæl i [by]. De talte først med ansøgerens bedstefar, hvorefter de forsøgte at overtale ansøgeren til at tilslutte sig gruppen. To til tre uger efter denne episode ankom separatistgruppen til området igen. Ansøgeren befandt sig på familiens jordlod, som lå 10-20 minutters gang fra familiens bopæl. Ansøgeren hørte skud og larm, hvorefter ansøgeren og de andre i området flygtede. Nogle timer efter tog ansøgeren hjem. Da han ankom til familiens bopæl, var ansøgerens bedsteforældre blevet slået ihjel. Herefter blev ansøgeren og de andre mænd i området konfronteret af separatistgruppen, som forlangte, at alle tilsluttede sig gruppen. Dem, der forsøgte at unddrage sig rekrutteringen blev slået ihjel. Samme aften flygtede ansøgeren til byen [navn], hvor han søgte hjælp hos en præst. Kort tid efter udrejste ansøgeren af Cameroun. Flygtningenævnet kan af de grunde, som fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af den [forår] 2021 lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund og finder herunder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at der har været kamphandlinger i hans landsby, at han er blevet forsøgt rekrutteret to gange af separatistgruppen The Amberzonian Forces of Cameroun, og at ansøgeren under rekrutteringsforsøget ikke nægtede at lade sig rekruttere, men efterfølgende flygtede. Flygtningenævnet lægger tilsvarende ansøgerens forklaring om, at han risikerer at blive genkendt andre unge fra landsbyen, som har tilsluttet sig separatistbevægelsen, og at han derfor er tilstrækkeligt identificeret og profileret til, at han risikerer asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til lokalområdet, til grund. Ansøgeren har under sagens behandling i Flygtningenævnet fremlagt dokumenter, som skulle vise, at han er eftersøgt af myndighederne i Cameroun, og han har anført, at han derfor ikke kan henvises til at tage ophold i de engelsktalende områder. Flygtningenævnet finder, at de fremlagte dokumenter om myndighedernes efterlysning af ham fremtræder som udfærdiget til lejligheden og derfor ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at dokumenterne først er fremkommet efter, at Flygtningenævnet traf sin afgørelse den [forår] 2021, at efterlysningen, som er dateret [vinter] 2019, omtaler begivenheder i 2021, og at ansøgerens forklaring om, hvordan han er kommet i besiddelse af dokumenterne, fremstår utroværdig. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at anglophone, som myndighederne mistænker for at være tilknyttet separatistbevægelsen, risikerer asylbegrundende overgreb af myndighedernes side, herunder hvis de fængsles vilkårligt. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger endvidere til grund, at anglophone ved indrejse kan være i særlig risiko for overgreb og for at blive mistænkt for at være tilknyttet separatisterne. Ansøgeren taler ikke fransk og har intet netværk i hjemlandet. Han stammer fra en landsby i det engelsktalende område, hvor separatisterne har været aktive, og hvor der har været kampe. Separatisterne har efter hans forklaring aktivt forsøgt at rekruttere ansøgeren og andre unge mænd i ansøgerens aldersgruppe i området, hvilket til dels støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke er tilstrækkelig godtgjort, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i den fransktalende del af Cameroun. Flygtningenævnet har udover den profilering, der ligger i ansøgerens alder, og at han som engelsktalende vil skille sig ud, lagt vægt på forholdene i ansøgerens lokalområde og hans forklaring om omstændighederne ved rekrutteringsforsøget. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Came/2022/13/sch