Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende et par og deres [antal] børn, der var meddelt konventionsstatus i Italien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag lægger Flygtningenævnet til grund, at klagerne er meddelt beskyttelse i Italien [i efteråret] 2021. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de italienske myndigheder [i vinteren 21/22] har oplyst, at klagerne [i efteråret] 2021 blev meddelt beskyttelse i Italien på baggrund af Flygtningekonventionen af 28. juli 1951. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Klagerne har da også forklaret, at de ved ankomsten til Italien hurtigt blev tildelt en treværelses-bolig med adgang til køkken og bad, modtog mad og mindre kontantbeløb, havde adgang til kontakt til en læge og adgang til sprogundervisning, ligesom børnene havde adgang til skolegang, og det yngste barn skulle være startet i børnehave, såfremt familien ikke var udrejst. Den kvindelige klager har endvidere forklaret, at hun end ikke forsøgte at skaffe sig arbejde, selv om hun af de italienske myndigheder fik udleveret adressen på et kontor, hvor man kunne henvende sig, og som ville kunne hjælpe hende med blandt andet arbejde. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge, der har opnået opholdstilladelse i Italien, finder Flygtningenævnet ikke, at en afvisning af klagerne vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagernes personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at klagerne ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDAs rapport: “Country Report: Italy - 2021 Update” fra 18. maj 2022 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet, uddannelsessystemet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale boligtilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at man med en opholdstilladelse i Italien vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet finder desuden ikke, at klagerne har oplyst om oplevelser under deres ophold i Italien eller om personlige forhold, der kan føre til, at Italien ikke kan tjene som deres første asylland. Flygtningenævnet bemærker herved, at der er tale om en velfungerende familie, hvor den mandlige klager i [2010’erne] har haft [antal] studieophold i Italien af 6 måneders varighed, idet han der har læst en kandidatgrad. Han har over for Udlændingestyrelsen oplyst, at han derfor taler lidt Italiensk. Den kvindelige klager har tidligere lidt af en [alvorlig sygdom], men modtager nu alene medicinsk behandling for [diagnose A] og [diagnose B]. Klagerne og deres børn kan derfor ikke betragtes som så særligt sårbare, at de ikke kan henvises til at tage ophold i Italien. Det, som DRC har anført om hensynet til børnenes tarv, kan ikke føre til anden vurdering. Forholdene omkring klagernes udrejse kan heller ikke føre til en anden vurdering. Klagerne har desuden ikke under deres samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at de har oplevet konflikter i Italien.” Løbenummer: §29b-ita/2022/3/MLVT
