Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra landsbyen [A], den sydlige del af Hiraan-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi ansøgerens far er efterstræbt og har slået ansøgerens bror ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far har en konflikt med al-Shabaab, som startede [i begyndelsen af 2010’erne] ved, at al-Shabaab beordrede ansøgerens stedmor til at lukke sin forretning. Ansøgerens stedmor lukkede forretningen kortvarigt, men hun åbnede den efterfølgende igen. Al-Shabaab satte herefter ild til forretningen, mens ansøgerens stedmor opholdt sig derinde, hvorefter den brændte ned. Al-Shabaab mødte efterfølgende op på familiens bopæl for at opsøge ansøgerens far. Da ansøgerens far ikke var hjemme, oplyste al-Shabaab, at hvis ansøgerens far ikke dukkede op, ville de tage ansøgerens storebror, [B]. Efter et par dage opsøgte al-Shabaab bopælen igen og tog [B] med. En uge efter afleverede al-Shabaab [B’s] afhuggede [legemsdel] på familiens bopæl. Familiens bopæl blev opsøgt af al-Shabaab yderligere [et antal] gange, og de oplyste i forbindelse hermed, at hvis ansøgerens far ikke dukkede op, ville de komme tilbage og tage den næstældste søn, hvilket ville sige ansøgeren, hvorfor familien udrejste til [et naboland til Somalia] i [begyndelsen af 2010’erne]. Ansøgerens [familiemedlem] blev i Somalia. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget til at blive tvangsrekrutteret til militærtjeneste af al-Shabaab eller andre aktører. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har fået at vide af somaliske venner i Danmark, at når man har ansøgerens alder, skal man enten tilslutte sig al-Shabaab eller melde sig til militæret, hvilket ansøgeren ikke ønsker. Flygtningenævnet har i hovedtræk lagt ansøgerens forklaring til grund, idet det dog bemærkes, at ansøgerens forklaring for nævnet ikke er uden divergenser i forhold til hans tidligere forklaringer til Udlændingestyrelsen blandt andet for så vidt angår ansøgerens [familiemedlems] forhold. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold i Somalia ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet ligger til grund, at ansøgerens far har en konflikt med al-Shabaab, men nævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at konflikten tillige angår ansøgeren, herunder at han har en afledt konflikt fra sin far. Flygtningenævnet har herved i det væsentlig lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen, navnlig at farens konflikt var aktuel [i starten af 2010’erne], hvor også drabet på ansøgerens bror fandt sted, men at ansøgerens bopæl flere gange blev opsøgt af al-Shabaab, mens ansøgeren var til stede, uden at der skete ansøgeren yderligere. På denne baggrund og i øvrigt af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2022/34/mima