Nævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2006.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim af trosretning fra Gujrat, Pakistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i vinteren 2008-2009] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan frygtede, at hun ville blive slået ihjel af sin afdøde ægtefælles særbørn, fordi de hverken ville have, at hun skulle tage tilbage til Pakistan eller gøre krav på hendes afdøde ægtefælles arv i Pakistan. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter sin afdøde ægtefælles familie. Klageren har til støtte herfor henvist til, at hun i Danmark har beskyttelse, men at der i Pakistan ingen form for beskyttelse er. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at hendes afdøde ægtefælles familie har overtaget den afdøde ægtefælles hus og jord. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Pakistan, fordi hun ingen familie har i Pakistan til at støtte hende, og fordi hun er syg. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse videre henvist til, at hun frygter sin afdøde ægtefælles tidligere svigerinde, [A], som har kontakt med klagerens afdøde ægtefælles familie i Pakistan. Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund om, at hun har haft en konflikt med sin tidligere svigerfamilie, herunder vedrørende en ejendom i Pakistan tilhørende hendes afdøde ægtefælle. Nævnet lægger dog videre til grund, at klageren ikke har haft kontakt med sin tidligere svigerfamilie efter hendes ægtefælles død i [00’erne], og at den pågældende konflikt ikke længere er aktuel, således som hun har forklaret under sin samtale [i sommeren] 2018 med Udlændingestyrelsen, hvor hun har oplyst, at hun ikke har nogen konflikter i Pakistan. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er således ikke længere opfyldt. Heller ikke de generelle forhold i Pakistan kan begrunde, at det kan gives klageren opholdstilladelse, herunder med henvisning til den omstændighed, at hun vil en tilbagevenden vil være enlig kvinde uden familie eller netværk i Pakistan. Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Med hensyn til kravet om respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familiemedlemmer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i den forstand, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre, og som ikke har stiftet selvstændig familie. Det fremgår af referat af et møde den 24. februar 2022 i Flygtningenævnets koordinationsudvalg, at der i sager, hvor der er tale om voksne hjemmeboende børn, som udgangspunkt vil være tale om familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions forstand. Klageren indrejste i Danmark i 2006 og har således opholdt sig her i landet i 16 år. Hun har hele tiden boet sammen med sine to sønner, som nu er henholdsvis [21-23] år og [23-25] år, og som hun fortsat bor sammen med i en treværelses lejlighed. Hun har en række fysiske og psykiske helbredsproblemer, som hun får ordineret medicin for. Hun er i det daglige afhængig af hjælp fra sine sønner til at tage sin medicin. Hun og sønnerne har et meget tæt forhold til hinanden, og har fælles husholdning med hensyn til indkøb, madlavning og betaling af udgifter. Det er den fælles hensigt, at hun også fremover skal bo sammen med sine sønner - ikke mindst henset til, at hun ikke har anden familie. Udlændingestyrelsen forlængede ved afgørelse af [efteråret] 2018 klagerens opholdstilladelse. Det blev ved afgørelsen lagt til grund, at klageren ikke ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, og at der som udgangspunkt fandtes grundlag for at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse til grund, at den konflikt med hendes afdøde ægtefælles særbørn, som oprindelig havde begrundet hendes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke længere var til stede. Det blev imidlertid videre lagt til grund, at hendes dengang mindreårige søn, [B], havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, hvorfor hendes opholdstilladelse blev forlænget efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder på baggrund af oplysningerne om forholdet mellem klageren og hendes voksne børn, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hendes ret til respekt for sit familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens familieliv opfylder betingelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, herunder om indgrebet i klagerens familieliv står i et rimeligt forhold til statens legitime interesse i ikke at forlænge opholdstilladelsen. Klageren indrejste i Danmark som [40-50]-årig. Hun har ikke haft fast arbejde i Danmark, men har været i forskellige praktikforløb og har bestået prøve i dansk modul 3. Hun er for kort tid siden startet i fleksjob, hvor hun [arbejder] 2 timer dagligt. Hendes tilknytning til Danmark må, trods varigheden af hendes ophold, anses at være begrænset. Klageren har på den anden side haft ophold i Danmark i 16 år. Hun bor i Danmark sammen med sine to sønner og har gjort det siden, de indrejste i 2006. Sønnerne er den eneste familie, klageren har kontakt med. Forholdet mellem klageren og sønnerne er meget tæt, og hun er i det daglige afhængig af hjælp fra sine sønner, herunder til at indtage medicin og foretage indkøb med videre. Hun har ikke familie eller noget netværk i Pakistan. Efter en samlet afvejning af disse hensyn over for hinanden finder Flygtningenævnet, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Løbenummer: Paki/2022/5/EEB
