Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt opholdstilladelse på baggrund af en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland, men som efterfølgende fik inddraget sin opholdstilladelse. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde et herboende barn med dansk statsborgerskab, som klageren havde samvær med. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at de tyske myndigheder meddelte klageren opholdstilladelse [i foråret] 2017 på baggrund af en ansøgning om international beskyttelse, men at de tyske myndigheder [i vinteren 19/20] traf afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har et herboende barn, der er født [i efteråret] 2018. Klageren er ikke bopælsforælder, men han har samvær med barnet. Det forhold, at klagerens herboende barn er dansk statsborger, og at klageren har samvær med barnet, kan under de foreliggende omstændigheder ikke føre til fravigelse af Dublinforordningens artikel 3, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at hensynet til barnets tarv og familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13 og 14, og artikel 6, samt artikel 9, og FN’s børnekonvention ikke kan føre til en ændret vurdering, jf. herved tillige Dublinforordningens artikel 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17 samt artikel 16. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en samlet vurdering af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Løbenummer: Dub-Tysk/2022/18/MLVT.
