dub-tysk202216

Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælpen henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har en konflikt med familien til en kvinde, som klagerens voksne bror forelskede sig i og stak af med. DRC Dansk Flygtningehjælpen henviste endvidere til, at klageren har et stærkt tilknytning til Danmark, idet hans søskende og øvrige familiemedlemmer opholder sig i landet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om asyl i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra a, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af klagerens påberåbte frygt for at blive udsat for overgreb i Tyskland på grund af en konflikt med familien til en kvinde, som klagerens voksne bror forelskede sig i og stak af med, i [et mellemøstligt land], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de tyske myndigheder. Det forhold, at klageren har tætte familiemedlemmer i Danmark kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at familiemedlemmer i form af fætre ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-Tysk/2022/16/sme