Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har søgt om asyl i Sverige [i foråret] 2022, og at de svenske myndigheder [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage ham i henhold til Dublinforordningens artikel 20, stk. 5. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har en privatretlige konflikt i Sverige, at føler sig bedre tilpas i Danmark samt klagerens fysiske helbred. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har søgt om asyl i Sverige [i foråret] 2022, og at de svenske myndigheder [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage ham i henhold til Dublinforordningens artikel 20, stk. 5. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i henhold til Dublinforordningens artikel 20, stk. 5. Det forhold, at klageren har henvist til, at han føler sig utryg i Sverige, fordi han haft en personlig konflikt med nogle muslimske asylansøgere, som han boede sammen med, og som ønskede at konvertere ham til islam, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at indgive en klage til de relevante myndigheder i Sverige, såfremt han ved en tilbagevenden til Sverige skulle opleve yderligere problemer med de pågældende personer, og at de svenske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er holdepunkter for at antage at de svenske myndigheder ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har henvist, at han ikke ønsker at blive sendt til Sverige, fordi han føler sig bedre tilpas i Danmark. Flygtningenævnet fremhæver i den forbindelse, at en klagers personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der bør tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle asylansøgningen, eftersom dette vil stride imod formålet Dublinforordningen. Endelig finder Flygtningenævnet, at det af klageren anførte om, at han lider af [fysiske gener], og at han på grund af sine helbredsmæssige forhold har svært ved at skulle genplaceres på et asylcenter i Sverige, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter behov vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling og medicin i Sverige, og at det fremgår af AIDA’s ”Country Report: Sweden 2021 Updated”, udgivet i juni 2022, at asylansøgere i Sverige har adgang til sundhedsbehandling på lige fod med svenske statsborgere med sundhedsforsikring, hvilket betyder, at asylansøgere har gratis adgang til lægeundersøgelse og nødvendig lægehjælp. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren må forventes at kunne modtage eventuel nødvendig sundhedsbehandling i Sverige. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de svenske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Løbenummer: Dub-Sver/2022/10SCH
