dub-pole20225

Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen sammenholdt med klagerens helbredsmæssige forhold samt til, at klageren i Polen havde en konflikt med en privatperson. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen den [dato i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det polske asylsystem har været overbelastet, hvorfor det muligvis kan påvirke både adgangen til asylproceduren, længden af asylproceduren og modtageforholdene, herunder adgangen til social- og sundhedsfaglig støtte og behandling, samt det anførte om, at klageren antageligt har brug for lægehjælp, muligvis kan have brug for psykologbehandling, og at klagerens [misbrug] tyder på, at han har behov for sundhedsbehandling og socialfaglig støtte, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at der ikke kan antages at være sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Polen, at klageren ved en overførsel til Polen risikerer at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de polske myndigheder den 23. juni 2022 oplyste, at Polen fra den 1. august 2022 atter ville modtage Dublinoverførsler, og at der ikke for nævnet foreligger oplysninger om, at Polen ikke efterlever sin tilkendegivelse af 23. juni 2022. Flygtningenævnet bemærker, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i EU’s ovennævnte charter, i Flygtningekonventionen og i EMRK, og at det er nævnets vurdering, at det ikke efter det foreliggende baggrundsmateriale kan antages, at asylproceduren eller modtageforholdene i Polen ikke lever op til de nævnte krav. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at asylansøgere i Polen risikerer at blive frihedsberøvet i alle faser af asylproceduren, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder, at der ikke kan antages at foreligge en sådan risiko for arbitrær fængsling. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Poland 2021 update, af maj 2022, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves. Det af klageren anførte om, at han i Polen har en konflikt med en privatperson, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Klageren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i Polen, idet han frygter en person, der opholder sig i Polen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Pole/2022/5/rila