Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, der i Polen havde trukket sin ansøgning om asyl tilbage under sagens behandling. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen, samt risikoen for at blive frihedsberøvet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Polen, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at overbelastningen af det polske asylsystem kan påvirke modtageforholdene, samt risikoen for at blive frihedsberøvet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at der ikke kan antages at være sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Polen, at klageren ved en overførsel til Polen risikerer at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de polske myndigheder den 25. februar 2022 oplyste til samtlige medlemsstater, at alle overførsler til Polen i medfør af Dublinforordningen blev suspenderet på grund af situationen i Ukraine. Den 23. juni 2022 oplyste Polen imidlertid, at Polen fra den 1. august 2022 atter ville modtage Dublinoverførsler. Flygtningenævnet bemærker, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i EU’s ovennævnte charter, i Flygtningekonventionen og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der foreligger heller ikke for nævnet oplysninger om, at Polen ikke efterlever sin tilkendegivelse af 23. juni 2022. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det efter det for nævnet foreliggende baggrundsmateriale ikke kan antages, at asylproceduren eller modtageforholdene i Polen ikke lever op til de nævnte krav. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af blandt andet AIDA, Country Report: Poland 2021 update, af maj 2022, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves. Der er således ikke en sådan tvivl om forholdene for asylansøgere i Polen, at der er væsentlige grunde til at tro, at Polen ikke efterlever sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende klagerens familie i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens herboende [familiemedlemmer], ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det bemærkes i den forbindelse ligeledes, at familiemedlemmerne efter det oplyste har opholdt sig i Danmark det meste af klagerens liv og kun har besøgt klageren i [klagerens hjemland] én gang. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Pole/2022/4/mima