Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der af de polske myndigheder har fået udstedt et visum, som udløb mindre end seks måneder inden, han ansøgte om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det beror således på en konkret vurdering, om der foreligger sådanne omstændigheder, at klageren alligevel ikke skal overføres til Polen, således at hans ansøgning skal tages under behandling i Danmark, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 17, stk. 1. Det er i første række spørgsmålet, om der kan antages at være sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Polen, at en overførsel af klageren til Polen vil medføre en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Den 25. februar 2022 oplyste de polske myndigheder over for samtlige medlemsstater, at alle overførsler til Polen i medfør af Dublinforordningen blev suspenderet på grund af situationen i Ukraine. Den 23. juni 2022 oplyste Polen imidlertid, at Polen fra den 1. august 2022 atter ville modtage Dublinoverførsler. Flygtningenævnet bemærker, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i EU’s ovennævnte charter, i Flygtningekonventionen og i EMRK. Der foreligger da heller ikke for Flygtningenævnet oplysninger om, at Polen ikke efterlever sin tilkendegivelse af 23. juni 2022. Flygtningenævnet finder, at det efter alt foreliggende baggrundsmateriale ikke kan antages, at asylproceduren eller modtageforholdene i Polen ikke lever op til de nævnte krav. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er en sådan tvivl om forholdene for asylansøgere i Polen, at der er væsentlige grunde til at tro, at Polen ikke efterlever sine internationale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger oplysninger om konkrete omstændigheder i sagen, der kan indebære, at klageren ikke skal overføres til Polen, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Klageren har anført, at han frygter at blive udsat for diskrimination i Polen på baggrund af hans nationalitet. Flygtningenævnet finder, at denne frygt beror på hans egen formodning og at de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Poland 2021 update, af maj 2022, taler imod, at der skulle bestå en sådan fare. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulment. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Polen har lånt penge af en mand, og ikke kan betale disse tilbage, hvorfor han frygter at blive vold og afpresning ikke føre til en ændret vurdering. Klageren må således henvises til at søge de polske myndigheders beskyttelse, da de må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige hjælp og beskyttelse. Klageren har endvidere anført, at der ikke kan bortses fra en reel risiko for, at han vil blive frihedsberøvet, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at det er en praksis, som de polske myndigheder anvender i betydeligt omfang. Flygtningenævnet finder, at der ikke kan antages at foreligge en sådan risiko for arbitrær fængsling. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Poland 2021 update, af maj 2022, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves. Der foreligger i øvrigt ingen oplysninger, der taler for, at klageren er sårbar, og at han dermed ikke skal overføres til Polen. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at han til sin oplysnings- og motivsamtale [fra foråret] 2022 med Udlændingestyrelsen er refereret for at have oplyst, at han er sund og rask og ikke får medicin. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens personlige forhold sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de vilkår og modtageforhold, som klageren må antages at blive mødt med i Polen, at der ikke er konkrete omstændigheder, der kan indebære, at klageren ikke skal overføres til Polen. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Pole/2022/3/imbs.
