Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde fået udstedt et visum, der udløb mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og som ikke havde forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Frankrig samt det forhold, at klageren havde fået et barn med sin herboende ægtefælle. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i efteråret] 2021 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der er mangel på indkvarteringsmuligheder for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det forhold, at klagerens ægtefælle opholder sig i Danmark, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 9, at såfremt klageren, uanset om familien i forvejen er stiftet i hjemlandet, har et familiemedlem, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat, er det denne medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse. Det fremgår imidlertid af sagen, at klagerens ægtefælle er blevet meddelt opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, hvorfor Dublinforordningens artikel 9 ikke finder anvendelse i nærværende sag. For så vidt angår det forhold, at klageren har fået et barn med sin herboende ægtefælle, bemærker Flygtningenævnet, at klageren og klagerens ægtefælle har valgt at få et barn på et tidspunkt, hvor klageren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor klageren ikke kan have haft en berettiget forventning om at kunne tage ophold i Danmark sammen med sin ægtefælle og barnet. Flygtningenævnet finder således ikke, at hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13, 14 og 17, FN’s Børnekonvention, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Fran/2022/9/MLVT.
