Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Sagen er sambehandlet med Dub-Fran/2022/6/rila og Dub-Fran/2022/7/rilaAdvokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerne havde en afsluttet asylsag i Danmark, at klagerne ikke af de franske myndigheder var blevet beskyttet mod et fysisk overgreb under deres ophold i Frankrig samt til, at de franske myndigheder ikke havde taget stilling til klagernes sønners risiko for at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i klagernes hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren tidligere er meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at reglerne i Dublinforordningen ikke afskærer en medlemsstats adgang til at realitetsbehandle en asylansøgning, uanset det forhold, at en anden medlemsstat efter reglerne i forordningen måtte være ansvarlig for behandlingen. Det fremgår således af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at uanset artikel 3, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning. Det anførte om, at klageren og klagerens bror begge risikerer tvangsmæssig hvervning til militærtjeneste i [hjemlandet], samt at der ikke er noget, der tyder på, at Frankrig har taget stilling til denne risiko, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i Frankrig kan anmode om genoptagelse af sin asylsag, såfremt der er oplysninger i sagen, som de franske myndigheder ikke har forholdt sig til. Endvidere kan den omstændighed, at klageren har oplyst, at de franske myndigheder ikke har evnerne til at yde ham den nødvendige beskyttelse, ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at indgive en klage til en overordnet fransk myndighed, såfremt han mener, at han ikke modtager den fornødne beskyttelse af det franske politi. Det af advokaten anførte om, at klagerens far er kørestolsbruger og aktuelt har væsentlige helbredsmæssige problemer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at disse forhold alene er relevante for vurderingen af klagerens fars sag. Oplysningen om, at klagerne på nuværende tidspunkt har en verserende straffesag i Danmark, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Endelig finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses for at have en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse.” Dub-Fran/2022/8/rila
