Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Sagen er sambehandlet med Dub-Fran/2022/7/rila og Dub-Fran/2022/8/rilaAdvokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerne havde en afsluttet asylsag i Danmark, at klagerne ikke af de franske myndigheder var blevet beskyttet mod et fysisk overgreb under deres ophold i Frankrig samt til, at de franske myndigheder ikke havde taget stilling til klagernes sønners risiko for at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i klagernes hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klagerne tidligere er meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at reglerne i Dublinforordningen ikke afskærer en medlemsstats adgang til at realitetsbehandle en asylansøgning, uanset det forhold, at en anden medlemsstat efter reglerne i forordningen måtte være ansvarlig for behandlingen. Det fremgår således af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at uanset artikel 3, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning. Det anførte om, at klagernes sønner begge risikerer tvangsmæssig hvervning til militærtjeneste i [hjemlandet], samt at der ikke er noget, der tyder på, at Frankrig har taget stilling til denne risiko, kan ikke føre til, at klagernes asylsag skal behandles i Danmark. Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerne i Frankrig kan anmode om genoptagelse af deres asylsag, såfremt der er oplysninger i sagen, som de franske myndigheder ikke har forholdt sig til. Endvidere kan den omstændighed, at klagerne har oplyst, at de franske myndigheder ikke har evnerne til at yde dem den nødvendige beskyttelse, ikke føre til, at klagernes asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klagerne må henvises til at indgive en klage til en overordnet fransk myndighed, såfremt de mener, at de ikke modtager den fornødne beskyttelse af det franske politi. For så vidt angår det anførte om, at den mandlige klager er kørestolsbruger og aktuelt har væsentlige helbredsmæssige problemer, skal Flygtningenævnet henvise til, at det fremgår af AIDA, Country Report: France 2021 Update, udgivet i april 2022, side 115, at afviste asylansøgere har adgang til sundhedsprogrammet PUMA i en periode på seks måneder, og at State Medical Aid (AME) herefter giver mulighed for adgang til gratis behandling på hospitaler og hos læger. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klagerne under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2022 oplyste, at den mandlige klager i Frankrig modtog psykiatrisk hjælp samt fik hjælp til sine problemer med [fysisk helbred]. Det bemærkes videre, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klagerne underretter de franske myndigheder om den mandlige klagers forhold, såfremt han samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder desuden ikke, at oplysningen om, at klagerne på nuværende tidspunkt har en verserende straffesag i Danmark, kan føre til en ændret vurdering. Endelig finder Flygtningenævnet, at klagerne ikke kan anses for at have en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2022/6/rila
