afgh202262

Nævnet meddelte i oktober 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren er afghansk statsborger, men er født og opvokset i Iran, hvor ansøgeren primært har boet i byen [A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle. Endvidere, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan vil være enlig kvinde uden mandligt netværk. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun fortsat frygter sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at deres konflikt har udviklet sig efter [en kendt afghansk profil på et socialt medie], der har over 600.000 følgere, har delt ansøgerens historie vedrørende hendes tidligere ægtefælle i en video. Ansøgeren har optaget samtaler mellem hende selv og hendes tidligere ægtefælle, og disse lydoptagelser indgår i videoen. I kommentarsporet er der fremsat negative kommentarer og direkte trusler mod ansøgeren. Ansøgeren er overbevist om, at hun er blevet identificeret på sin stemme, fordi truslerne i kommentarerne er fremsat af hendes tidligere ægtefælles bror. Ansøgeren er overbevist om, at hendes tidligere ægtefælle også har set videoen. Han rejser frem og tilbage til Afghanistan, og ansøgeren frygter, at han vil kunne finde hende i Afghanistan og slå hende ihjel, fordi hun er skyld i, at han har mistet sin ære. Ansøgeren har som asylmotiv i forbindelse med genoptagelsessagen videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan fortsat vil være en enlig kvinde uden mandligt netværk. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan, vil være i risiko for asylbegrundende overgreb som følge af, at hun må anses for vestliggjort, blandt andet fordi hun nu er ateist og må betragtes som frafalden fra islam. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin muligt tidligere ægtefælle, der kan føre til at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser til nævnets tidligere afgørelse af [sommeren 2020]. De oplysninger, der efterfølgende er fremkommet, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet henviser herved dels til, at ansøgerens forklaring om konflikten generelt fremstår som utroværdig, jf. det i den tidligere afgørelse anførte, og dels til at hendes tidligere ægtefælle også efter hendes egen forklaring muligt slet ikke opholder sig i Afghanistan. Det bemærkes yderligere, at ansøgeren har oplyst, at ægtefællen er modstander af det nuværende styre i Afghanistan. Ansøgeren har ved oplysnings- og motivsamtale af [vinteren 18/19] forklaret, at hun ikke kender nogen i Afghanistan og at hun aldrig har været i landet. Hun har til stadighed fastholdt, at hun ikke har familie i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved asylsamtale af [sommeren 2019] har forklaret, at hendes svogers familie opholder sig i Afghanistan og at de muligvis er bosat i [B]. Flygtningenævnet må på denne baggrund lægge til grund, at ansøgeren ved indrejse i Afghanistan må anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk, og at hun på den baggrund tilhører en særlig social gruppe. Den omstændighed, at hendes svoger eventuelt har familie i [B] kan ikke føre til en anden vurdering. Det kan efter de foreliggende oplysninger ikke lægges til grund, at ansøgeren har noget kendskab til eller forbindelse med denne familie, som derfor heller ikke ville kunne udgøre et netværk. I lyset af den aktuelle situation i Afghanistan og de foreliggende oplysninger om enlige kvinders retstilling i Afghanistan finder flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2022/62/sahe