Nævnet hjemviste i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015, udrejst i 2017 og genindrejst i 2022.”Klageren er etnisk araber og ortodoks kristen af trosretning fra [by], Hama, Syrien. Det fremgår af den oprindelige asylsag, hvorved klageren [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, at han fik meddelt opholdstilladelse, da han var i den militærpligtige alder, og han frygtede genindkaldelse til militæret. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2017 udrejste til Syrien. Klageren udrejste med henblik på at være sammen med sin ægtefælle og barn, da ægtefællens far var syg, og ægtefællen led af depression. [I foråret] 2022 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, da klageren opgav sin bopæl i Danmark, da klageren opholdte sig uden for Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder, og da styrelsen vurderer, at klageren frivilligt tog bopæl i Syrien. Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at klageren efterlod sine ejendele og sin bolig i Danmark og herefter tog ophold i Syrien, og at han havde etableret sig i sin families bolig i Hama, hvor han havde taget arbejde og fået et barn med sin ægtefælle. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., og at han frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, Syrien jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3 pkt. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af betænkning 1982 nr. 968, side 153, at ”en opholdstilladelse bortfalder, når en udlændig opgiver sin bopæl i Danmark. En opgivelse foreligger hvis udlændingen ved egne handlinger tilkendegiver dette, f.eks. ved fraflytning til udlandet, afhændelse af bolig og ejendele, opgivelse af arbejde, framelding til folkeregister, fagforening m.v., flytning af bohave eller på anden måde.” Efter klagerens egne oplysninger har han flyttet sit indbo ud af sin bolig forud for udrejsen, og han er i Det Centrale Personregister registreret som udrejst til Syrien [i sommeren] 2017. Klageren har således foretaget sådanne handlinger, at han kan anses for at have opgivet sin bopæl i den forstand, som finder anvendelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1. Ved vurderingen af, om klageren frivilligt har taget ophold i sit hjemland, lægger nævnet vægt på, at klageren først [i slutningen af] 2019 via mail til Udlændinge– og Integrationsministeriet kontaktede de danske myndigheder, selvom han var bekendt med at opholdstilladelsen ville bortfalde seks måneder efter udrejsen i [sommeren] 2017, og at han i mailen ikke angav at have været forhindret i at returnere til Danmark. Nævnet lægger tillige vægt på, at klageren har oplyst, at han i samme periode havde adgang til internettet, hvorfor han havde mulighed for at kontakte de danske myndigheder på et tidligere tidspunkt. Dertil kommer, at klageren – ved ægtefællens modvilje mod at tage med klageren tilbage til Danmark – valgte at forblive i Syrien med ægtefællen og deres børn samt tage arbejde. Af de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 3, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder ikke, at bortfaldet af opholdstilladelsen udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Flygtningenævnet har i den forbindelse foretaget en samlet proportionalitetsafvejning. I afvejningen har nævnet blandt andet lægt vægt på, at klageren har opholdt sit i Danmark i knap to år fra 2015-2017, at han ikke længere har sin nærmeste familie i Danmark, at han har gået på sprogskole i Danmark og har været i et praktikophold i en måned og ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet. Klageren er født og opvokset i [et land i Mellemøsten] og flyttede som ung til Syrien, hvor han har hele sin nærmeste familie, og hvor han har arbejdet også efter sin udrejse fra Danmark. Flygtningenævnet finder tillige, at klageren selv har valgt at begrænse sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark, og at han selv har valgt at udøve sit familieliv i Syrien. Endelig finder Flygtningenævnet ikke, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 17 a. Der er herved henset til den af Udlændingestyrelsen anførte begrundelse. Da klageren er indrejst i Danmark i [efteråret] 2022 og således opholder sig i Danmark, skal Flygtningenævnet forholde sig til, om udlændingelovens § 31 er til hinder for en tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet finder indledningsvist, at klagerens oprindelige grundlag for asyl ikke længere er til stede. Det fremgår af sagens akter, at klageren [i efteråret] 2015 fik meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da han var i den militærpligtige alder. Klageren er på nuværende tidspunkt [er mellem 44-48 år], hvilket efter de foreliggende baggrundsoplysninger er over den militærpligtige alder, og han er ikke igennem de seneste fem år, hvor han har opholdt sig i Syrien, blevet genindkaldt til militærtjeneste eller opsøgt af de syriske myndigheder. Klageren har for nævnet oplyst, at hans bror, forud for klagerens indrejse i Syrien i 2017, har indhentet oplysninger fra rekrutteringskontoret i Syrien om, at klageren hverken er efterlyst som militærunddrager eller vil blive genindkaldt til militærtjeneste. Nævnet finder på den baggrund, at klagerens oprindelige asylgrundlag ikke længere er til stede. Klageren har under nævnsmødet oplyst, at han i forbindelse med sin genindrejse i Syrien i 2017 fik meddelt et udrejseforbud, idet de syriske myndigheder mistænkte ham for at være imod regimet. Klageren har oplyst, at han i forbindelse med sin seneste rejse til Danmark er udrejst illegalt af Syrien, hvorfor han ved tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet som modstander af regimet. Flygtningenævnet finder ikke, at sagen på det foreliggende grundlag er tilstrækkelig belyst, således at nævnet kan træffe en beslutning om, hvorvidt klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 31, stk. 2. Flygtningenævnet beslutter derfor at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på nærmere undersøgelse af klagerens nye asylmotiv, og således at dette underkastes en to-instansbehandling.” Syri/2022/172/ehd
