Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/167/anjv og Syri/2022/169/anjv. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [området A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren er opvokset i [området A], men hun udrejste til [landet B] i 2012 med sin familie, da deres hus blev ramt af en bombe. I 2017 boede klageren i Damaskus i omkring en måned, hvorefter hun tog til Danmark. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2017/2018] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet, fordi man risikerede bomber og anholdelser, ligesom hun frygtede myndighederne, fordi hun var udrejst ulovligt. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien på grund af krigen, og fordi man ikke kan få et ordentligt liv. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter myndighederne, idet hun er udrejst ulovligt og har haft asyl i Europa. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2022, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i området. Flygtningenævnet vurderer, at klagerens opholdstilladelse ikke kan forlænges efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7 stk. 2, på grund af individuelle forhold. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb, fordi hun angiveligt er udrejst illegalt af Syrien, jf. baggrundsoplysningerne anført i Udlændingestyrelsens notat ”Syria Consequences of illegal exit, consequences of leaving of cilvil servant position without notice and the situation of kurds in Denmark”, rapporten European Office, ”Syria, Targeting of individuals” fra marts 2020 Udlændingestyrelsens landerapport , ”Syria, Security Clearance and Status Settlement for returnees” fra december 2020 og rapporten fra European Asylum Support Office, ”Syria, Internally displaced persons, returnees and Internal mobility” fra april 2020. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren frygter repressalier fra de syriske myndigheder, som følge af, at klagerens bror har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig værnepligt i Syrien, herunder rapport fra EASO ”Syria Military Service” fra april 2021, hvorefter familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke af sagen fremgår oplysninger, som kan begrunde, at klagerens bror kan betragtes som særligt profileret hos de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7 på grund af deltagelse en demonstration i Danmark i sommeren 2021 mod de syriske myndigheder og mod de danske myndigheders udsendelse af syrere. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hendes deltagelse i demonstrationen mod de syriske myndigheder har ført til, at klageren er profileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i [vinteren 2017/2018, hvor hun var i starten af 20’erne], og har således opholdt sig her i landet i knap 5 år, og hun har levet sit liv i Syrien indtil 2012, hvor hun udrejste til [landet B]. Klageren har i Danmark sin far og søster, der ved Flygtningenævnets afgørelse af d.d. ikke har fået forlænget deres opholdstilladelser og en bror, der ifølge Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2022 er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som er udelukket […]. Klageren har endvidere sin mor i Danmark, der er familiesammenført med klagerens far. Endvidere har klageren sin kæreste, der er syrer og har fået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i Danmark. Klageren taler og skriver dansk og er i gang med HF og bliver student til sommer og ønsker at videreuddanne sig. Hun har arbejdet ni måneder i 15-18 timer om ugen i […], et år i [et supermarked] i 17-18 timer om ugen og har været i praktik i [et supermarked]. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hendes forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv, skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd, hvilket der ikke er oplyst om. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagerens forhold sine forældre og søskende i Danmark ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privatliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privatliv. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark og de øvrige ovenfor anførte forhold om klageren. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke at virke særligt indgribende i klagerens privatliv. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Endvidere bemærkes, at socioøkonomiske forhold ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det af advokaten i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2022/168/anjv
