Nævnet omgjorde i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er statsløs palæstinenser fra [A] flygtningelejr, [bydel], Syrien, etnisk araber og muslim af trosretning. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at Udlændingestyrelsen [i vinteren 2014/2015] meddelte ham opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. [I efteråret] 2021 har klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte for herfor oplyst, at han anmoder Flygtningenævnet om statusændring af sin opholdstilladelse, således at han bliver meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er statsløs palæstinenser fra Syrien. Efter det fremlagte UNRWA-familieregistreringskort, hvor klageren er registreret som flygtning ved UNRWA i Syrien, og fordi han har modtaget støtte fra UNRWA, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, pkt. 1. Det tiltrædes endvidere, at klageren er omfattet af samme bestemmelses 2. pkt., fordi han ved en tilbagevenden til Syrien vil befinde sig i en personlig usikkerhedssituation, og at klageren som følge heraf isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han opfylder betingelserne for at få asyl i Danmark. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør udlændingelovens § 7, stk. 1.” stat/2022/17/sme