Nævnet hjemviste i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er født i [by A], Somalia, men boede inden sin udrejse i [by B], Somalia. Han tilhører [klan], og er sunni-muslim. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2010 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at Moryan-militsen har slået klagerens far ihjel, overfaldet klageren samt taget klagerens families jord og forretning. Klageren henviste endvidere til, at han frygtede at blive slået ihjel af Al-Shaabab, idet han er flygtet fra dem. Klageren oplyste til støtte for sit asylmotiv, at Moryan-militsen [i sommeren] 1992 kom til klagerens families bopæl i [by A]. De slog klagerens far ihjel samt slog klageren, så han brækkede sin arm og fik ar i ansigtet. Derudover tog de klagerens families hus og forretning i [by A]. Klageren henviste yderligere til støtte for sit asylmotiv til, at der [i sommeren] 2008 ankom 15 mænd fra Al-Shaabab til den skole, klageren arbejdede på. Klageren genkendte tre af disse mænd som tidligere lærere på skolen. Al-Shabaab havde en liste med navne på seks personer, der arbejdede på skolen, heriblandt klageren, idet de havde fundet ud af, at klageren tidligere havde indkaldt sine elever samt deres familier til et møde på skolen for at advare dem imod Al-Shaabab. Al-Shabaab tog klageren og de fem andre personer med sig. De blev sat i fængsel, barberet skaldet og fik hældt koldt vand ud over sig. De blev også slået med geværkolber. Efter to dage blev de kørt til en kaserne for marinen. Her så klageren og de fem andre personer, hvordan Al-Shabaab afstraffede folk, herunder overværede de udøvelse af halshugning, stening og piskning. Det foregik på en åben plads, hvor byens indbyggere kunne komme og se på. Klageren fik efterfølgende at vide, at personer, der var imod Al-Shabaabs ideologi ville få lignende straf. Klageren og de fem andre personer blev efterfølgende kørt til en træningslejr. Undervejs lykkedes det klageren at stikke af. Al-Shabaab forsøgte at skyde klageren, mens han stak af. Efterfølgende lykkedes det klageren at flygte ud af landet med hjælp fra formanden fra forældrebestyrelsen på den skole, hvor klageren arbejdede ved sin tilbageholdelse. Udlændingestyrelsen traf [i sommeren] 2017 afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kunne nægtes forlænget, jf. § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede. Flygtningenævnet hjemviste [i sommeren] 2018 sagen til fornyet behandling med henblik på samtidig at behandle klagerens to døtres ansøgning om asyl. Udlændingestyrelsen traf [i sommeren] 2019 på ny afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kunne nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede. Flygtningenævnet traf [i sommeren] 2020 afgørelse om at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 15. august 2019, således at klageren fortsat havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2022 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Klageren har under nærværende sag fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv, hvorefter han frygter at blive slået ihjel af Al-Shaabab ved tilbagevenden til Somalia. Videre har klageren gentaget, at han frygter, at han selv og hans søn vil blive slået ihjel af de personer, der tog klagerens families hus og landbrug i 1992. Endelig har klageren henvist til, at han frygter, at hans døtre vil blive udsat for tvangsomskæring ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet bemærker, at klageren under sagen har gjort gældende, at han skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af blandt andet, at hans døtre vil blive udsat for tvangsomskæring ved tilbagevenden til Somalia. Uanset om der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 eller ej, vil der således skulle tages stilling til klagerens asylmotiv vedrørende risiko for tvangsomskæring. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen af [sommeren] 2022 imidlertid ikke taget stilling til det anførte asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at det under de foreliggende omstændigheder vil være betænkeligt, at nævnet nu tager stilling til asylmotivet, idet sagen i så fald ikke – således som klageren har krav på – på dette punkt vil blive behandlet i to instanser. Flygtningenævnet finder derfor, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. Flygtningenævnet hjemviser sagen til Udlændingestyrelsen.” Soma/2022/42/ajni