Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1992.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra Mogadishu, Somalia. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 1992, og at han [i efteråret] 1992 blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. [I efteråret] 2001 blev klageren meddelt permanent opholdstilladelse. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2019 udrejste til udlandet. Klageren udrejste for at finde sig selv og for at besøge [sit syge familiemedlem]. [I sommeren] 2021 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, ligesom rejsen til Somalia ikke kan anses som omfattet af udlændingelovens § 17a, stk. 1, og stk. 2 om repatriering. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Det forhold, at klageren oprindeligt, måtte have haft til hensigt at vende tilbage efter nogle måneder, og at han havde en kæreste i Danmark kan ikke føre til en anden vurdering. Klageren har efter sine egne oplysninger forklaret, at han overlod sin lejlighed i Danmark med alle sine ejendele til sin kammerat i starten af 2019, og at han herefter ikke åbnede breve i e-boks eller lignende vedrørende manglende betaling af husleje m.m. Klageren blev som følge af dette udsat af fogeden af lejemålet [i vinteren 19/20]. Han må dermed anses for at have tilkendegivet, at han har opgivet sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at klageren efter sin egen forklaring har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, idet han rejste til Somalia i [efteråret] 2019 og rejste tilbage igen til Danmark [i vinteren 20/21], jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 17 a, efter dens ordlyd og forarbejder omfatter personer, der vender frivilligt tilbage til deres hjemland med henblik på at tage varig bopæl, jf. repatrieringslovens § 2. Af forarbejderne til lov nr. 353 af 2. juni 1999 fremgår endvidere, at det ikke kan anses for repatriering, hvis en person alene har til hensigt at opholde sig i hjemlandet eller det tidligere opholdssted i en periode for derefter at vende tilbage til Danmark. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke er omfattet af bestemmelsen, idet klageren – selvom han frivilligt fik bopæl i Somalia – under de foreliggende omstændigheder ikke kan anses for at være vendt tilbage til Somalia med henblik på at tage varigt ophold der. Flygtningenævnet er opmærksom på klagerens mail til de danske myndigheder [af foråret] 2020, men klageren har også overfor Flygtningenævnet forklaret, at han heller ikke på dette tidspunkt reelt havde til hensigt at tage varig bopæl i Somalia, jf. repatrieringslovens § 2. Flygtningenævnet finder, at der ikke er sådanne særlige forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 3, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at klageren bortset fra perioden [foråret] 2020 – [sommeren] 2020 har været forhindret i at vende tilbage til Danmark. Det forhold at klageren har oplyst, at han som følge af COVID-19-situationen ikke har kunnet finde nogle flyafgange til Danmark i denne periode kan ikke føre til en ændret vurdering. Klageren rettede i denne forbindelse heller ikke henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at rejse tilbage til Danmark i perioden. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Det har indgået i Flygtningenævnets vurdering, at klageren indrejste i Danmark som [8-11]-årig [i foråret] 1992, at han fik opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, [i efteråret] 1992 og at han fik permanent opholdstilladelse [i efteråret] 2001. Klageren har færdiggjort [udskolingen] og har påbegyndt flere efterfølgende uddannelser, som han dog ikke har afsluttet. Klageren har gode danskkundskaber, men desuagtet har klageren haft en meget begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked med kortvarige ansættelser. Klageren har et socialt netværk i Danmark bestående af danske og udenlandske venner. Klageren har endvidere haft kærester i Danmark. Nævnet bemærker, at uanset at klageren tidligere har haft et [misbrug], er han sund og rask. Klageren har endeligt oplyst, at han ikke har familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren er født i Somalia, hvor han boede indtil sin udrejse, da han var [8-11 år]. Klagerens [familiemedlem] opholder sig fortsat i Somalia, og han boede sammen med hende under sit ophold i Somalia fra [efteråret] 2019 til [vinteren 20/21]. Klageren har endvidere oplyst, at han både har nære og fjerne slægtninge i Somalia, og at han sammen med en ven i en periode etablerede en virksomhed under sit ophold i Somalia. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at klageren til de danske myndigheder i e-mail af [foråret] 2020 har oplyst, at han taler flydende somali, engelsk og dansk. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og klagerens forhold i denne periode, findes en afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse at udgøre et indgreb i klagerens ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at bortfald af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 17. Flygtningenævnet finder videre, at bortfald af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Efter en samlet vurdering af de ovenfor nævnte forhold finder Flygtningenævnet, især på baggrund af, at klageren valgte selv at ophæve sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark, at indgrebet er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål, ligesom indgrebet ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privatliv og dermed er proportionalt. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter det oplyste ikke har haft problemer med hverken myndigheder, organisationer eller privatpersoner i Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2022/13/MLVT.
