Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og ahmadiyya-muslim fra Rabwah, Chiniot, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter diskrimination og at blive udsat for overgreb på grund af sin religiøse overbevisning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ahmadiyya-troende generelt er udsat for diskrimination i Pakistan, herunder med begrænsede muligheder for at opnå arbejde i offentlige embeder. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han personligt har været udsat for trusler og fysiske overgreb, alene på grund af hans religiøse overbevisning. Om dette har ansøgeren oplyst, at han kommer fra området Rabwah, hvor der næsten udelukkende bor ahmadiyya-troende, og hvor ansøgeren arbejdede som mekaniker. Da ansøgeren ønskede at dygtiggøre sig inden for sit fag samt få en højere løn, begyndte han fra omkring 2014 eller 2015 og ca. 2½ år frem at arbejde i byen Sargodha, der ligger omkring 42 km fra hans hjemområde. Ansøgeren rejste dagligt med bus, og oplevede 2-3 gange at blive smidt af bussen grundet sin religiøse overbevisning. På nævnsmødet har ansøgeren yderligere oplyst at han ved det sidste tilfælde, i sommeren 2016, fik brækket sin arm. Ved disse episoder blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb fra de passagerer, som foranledigede, at ansøgeren blev smidt af bussen. Overfaldsmændene truede ansøgeren med, at han skulle forlade Pakistan, hvorefter ansøgeren løb fra stedet for at undgå at overfaldene udviklede sig alvorligt. Ansøgeren er ligeledes flere gange blevet truet og forsøgt skræmt af tidligere kollegaer og kunder, når de har fået kendskab til hans trosretning. Grundet udfordringerne med transporten til arbejdet blev ansøgeren ofte forsinket, hvorfor han blev afskediget. Han valgte i [efteråret] 2016 at udrejse fra Pakistan til Iran, og senere Tyrkiet. Efterfølgende opholdt ansøgeren sig i [Europæisk land] fra [foråret] 2017, hovedsagelig som asylansøger, og rejste i [sommeren] 2022 til Danmark efter at have fået afslag på ansøgning om asyl i [Europæisk land]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren 2-3 gange er blevet smidt af bussen og udsat for fysiske overgreb samt truet af kunder og kollegaer som følge af hans religiøse overbevisning. Nævnet finder imidlertid, at disse forhold, der må betragtes som enkeltstående episoder, ikke har haft en sådan karakter og intensitet, at forholdene kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det i henhold til ansøgerens egne oplysninger, må anses for at være vilkårlige overfald, som er begået af tilfældige personer, som ansøgeren ikke kendte, og som ikke efterfølgende har opsøgt ham. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at overfaldene ikke udviklede sig alvorligt, idet nævnet i den forbindelse afviser ansøgerens udbyggende forklaring om, at han ved det ene overfald brækkede sin arm, hvilket han først har forklaret under nævnsmødet. Hertil kommer, at de pågældende overfald fandt sted omkring 2015-16, hvorfor det ikke vurderes at være sandsynligt, at overfaldsmændene har evne og vilje til at opsøge ansøgeren efter hans tilbagevenden til Pakistan. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens udrejse i [efteråret] 2016 ikke skyldtes, at han anså sig i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse, men efter hans oplysninger skyldtes de generelle leveforhold og manglende mulighed for at få arbejde i Pakistan. Uanset at forholdene for ahmadiyya-muslimer i Pakistan efter de foreliggende baggrundsoplysninger er vanskelige, er det Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold for ahmadiyya-troende i Pakistan ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller nedværdigende behandling som omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at ahmadiyya-troende generelt kan blive udsat for diskrimination, herunder fra myndighederne. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Paki/2022/6/anhk