Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Eritrea, således at de blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:"Klageren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen af trosretning. Klageren er født i Zoba Debub, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 17/18], og at hun [i efteråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens fire døtre, [A], født [i sommeren 2001-2003], [B], født [i efteråret 2004-2006], [C], født [i efteråret 2011-2014] og [D], født [i foråret 2019-2021], var omfattet af afgørelsen. Klagerens advokat har [i sommeren] 2021 på vegne af klageren påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse til Flygtningenævnet med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens advokat har til støtte herfor henvist til, at klageren risikerer at blive forfulgt af myndighederne som følge af ægtefællens desertering og myndighedernes opfattelse af hendes rolle heri, samt at klageren frygter at blive indkaldt til at skulle aftjene nationaltjeneste, hvilket hun ikke ønsker. Det fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse af [vinteren 21/22], at styrelsen i lyset af Flygtningenævnets seneste afgørelser i 2021 vedrørende kvinder fra Eritrea har foretaget en praksisændring, således at der som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til kvindelige eritreiske statsborgere i aldersgruppen 18 til 40 år på baggrund af nationaltjeneste, uanset om de har været de facto fritaget fra nationaltjeneste i Eritrea. Det fremgår videre, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren, som nu er [i slut 30'erne], opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, idet det ikke kan afvises, at klageren vil risikere nationaltjeneste ved en tilbagevenden til Eritrea. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for at skulle aftjene nationaltjeneste, og således opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2019, således at klageren, og hendes tre mindreårige døtre, [B], født [i efteråret 2004-2006], [C], født [i efteråret 2011-2014] og [D], født [i foråret 2019-2021], meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Erit/2022/6/MALC