Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for afviste asylansøgere i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Spanien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren i Spanien oplevede, at han ikke havde adgang til indkvartering, og at han endte med at leve et liv på gaden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at fastslå, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Spanien – uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er mangel på indkvarteringsmuligheder – er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Spanien ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har det psykisk dårligt og har brug for hjælp, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Spanien. Nævnet bemærker i den anledning, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de spanske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2022/7/rila
