Nævnet meddelte i juni 2022 opholdstilladelse efter § 7, stk. 3 til en kvindelig statsborger samt tre børn fra Den Demokratiske Republik Congo. Sagen er sambehandlet med Demo/2022/7/juri. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnisk minoritet] og banyamulenge og kristen fra Goma, Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel af væbnede personer eller at blive udsat for overgreb henset til ansøgerens etniske tilhørsforhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun i 2012 blev udsat for seksuelt overgreb og efterfølgende kidnappet af væbnede personer, der holdte hende til fange i to måneder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun som følge af sin etnicitet som banyamulenge risikerer at blive udsat for tilsvarende overgreb, som dem hun var udsat for i 2012 fra de samme personer, som udførte overgrebene i 2012, eller fra andre personer. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det er Flygtningenævnets vurdering på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold for den etniske gruppe banyamulenge i DR Congo ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der ikke er noget i ansøgerens forklaringer, der understøtter, at de væbnede personer skulle have evne og vilje til at opsøge ansøgeren igen. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgerens konflikt med de væbnede personer fremstår vilkårlig, og at konflikten fandt sted for ca. ti år siden, og Flygtningenævnet vurderer i den forbindelse, at det beror på ansøgerens egen formodning, at de samme væbnede personer, der kidnappede ansøgeren, stadig eksisterer som kriminel gruppe i DR Congo. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Goma i Nord Kivu. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren der for Flygtningenævnet har forklaret, at hun er født i [by], som 4-årig flyttede ind hos sin [familiemedlem] i Goma i Nord Kivu, hvor hun boede frem til 2009, hvor hun blev gift med sin ægtefælle i Goma, og at hun boede i Goma frem til medio 2012, efter at hendes ægtefælle rejste væk i [vinteren] 2012. Hun tog herefter hen til sine [familiemedlemmer] i [by] i Syd Kivu, hvor hun udrejste af DR Congo senere i 2012. Det fremgår af Migrationsverkets rapport af 24. juni 2021, ”Rättsligt Ställningstagande. Säkerhetssituationen i visse delar av Demokratiska republikken Kongo (DRK)”, at det er vurderet, at situationen i visse regioner i Den Demokratiske Republik Congo, herunder Nord Kivu, på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. At der består en reel risiko for sådanne overgreb blandt andet i Nord Kivu-regionen understøttes også af de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder herefter, at situationen i Nord Kivu, Den Demokratiske Republik Congo, på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 3, er opfyldt, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011, Sufi og Elmi vs. UK. Det følger heraf, at der skal foretages en vurdering af, om der eksisterer et internt flugtalternativ. I den forbindelse skal der tages stilling til, om en del af hjemlandet kan udgøre et internt flugtalternativ, og om det er rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold der. Det er de danske udlændingemyndigheder, der har bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, hvortil det er rimeligt og relevant at henvise klager til at tage ophold. Det fremgår af Migrationsverkets rapport af 24. juni 2021, ”Rättsligt Ställningstagande. Säkerhetssituationen i visse delar av Demokratiska republikken Kongo (DRK)”, at intern flugt som hovedregel ikke er relevant i Den Demokratiske Republik Congo, og af UNHCR’s ”Position on returns to North Kivu, South Kivu, Ituri, and adjacent areas in the DRC affected by ongoing conflict and violence - Update II” fra den 1. september 2019 fremgår blandt andet, at UNHCR ikke finder intern flugt rimeligt, medmindre den pågældende allerede har stærke bånd til det pågældende område, hvor vedkommende henvises til at tage ophold. Det indebærer ifølge UNHCR som minimum blandt andet, at den pågældende skal kunne tale sproget i det område vedkommende henvises til og skal have familie eller anden lignende tilknytning til området. Der er ikke for Flygtningenævnet oplyst eller redegjort for, hvor ansøger alternativt skal tage ophold. På den baggrund og efter de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren er derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Demo/2022/6/juri
