syri202140

Nævnet omgjorde i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [vinter] 2020, og at han den [efterår] 2020 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. DRC Dansk Flygtningehjælp har den [forår] 2021 på klagerens vegne klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor oplyst, at klageren i en lang årrække har arbejdet for organisationen White Helmets, hvorfor han af det syriske regime vil blive betragtet som en støtte til oppositionen. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre henvist til, at klagerens far i 2012 har oplyst klageren, at deres bopæl var blevet opsøgt af myndighedspersoner, samt at faren mente, at klageren var blevet genindkaldt til militæret. Klageren fik ikke flere oplysninger af sin far på dette tidspunkt, og klagerens forældre flygtede fire til fem dage efter opsøgningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor henvist til, at klageren i 1990'erne gennemgik våbentræning, samt at han på dette tidspunkt fortsat var i den militærpligtige alder. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre henvist til, at klageren ikke opholdt sig i det regeringskontrollerede område, hvorfor han ikke selv modtog genindkaldelse til militæret. DRC Dansk Flygtningehjælp har afslutningsvist henvist til, at klageren har haft et længerevarende ophold i et oprørskontrolleret område, hvorfor han vil være i risiko for, at det syriske regime vil anse klageren, som en potentiel støtte til oppositionen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren i 2012 blev anholdt og tilbageholdt i forbindelse med sin deltagelse i en regeringsfjendtlig demonstration. Klageren må i den forbindelse antages at være blevet kendt af myndighederne som tilhænger af oppositionen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren fra slutningen af 2012 og frem til evakueringen fra Aleppo i slutningen af 2016, arbejdede som chauffør for det uafhængige civile beredskab, der er kendt som ”De Hvide Hjelme”. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det lægges til grund, at den syriske regering, opfatter ”De Hvide Hjelme” som en organisation, der er en del af oppositionen. Endvidere har klageren i hele perioden fra 2012 til 2016 opholdt sig i et oppositionskontrolleret område, hvilket også har været tilfældet efter evakueringen. Flygtningenævnet må lægge til grund, at en omfattende virksomhed som chauffør på redningskøretøjer, og i øvrigt som deltager i redningsarbejde, der strækker sig over flere år, må medføre en væsentlig risiko for, at klageren er blevet profileret i den forbindelse. Når dette sammenholdes med, at han i forvejen var kendt fra sin arrestation og tilbageholdelse i 2012 og med, at han i samlet cirka syv år har opholdt sig i oppositionskontrolleret område, finder Flygtningenævnet, også under hensyn til det for disse sager gældende forsigtighedsprincip, det sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2021/40/SCH