Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren blev i 2019 idømt 1 år og 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 3, jf. stk. 1 og knivlovens § 7, stk.1, jf. § 1. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at en person i hans familie har kæmpet for Den Frie Syriske Hær, og at pågældendes efternavn derfor er kendt af myndighederne og andre grupperinger. Klageren har endelig henvist til, at han ingen familie har tilbage i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han udrejste af Syrien, fordi YGP kom til pågældendes families område for at rekruttere unge mænd til at deltage i væbnet kampe. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han allerede derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Klageren blev ved Retten i Koldings dom [i efteråret] 2019 udvist efter udlændingelovens § 24, nr. 2. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejsefor-bud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [byretten] [i efteråret] 2019 straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 3, jf. stk. 1, brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder, samt besiddelse af en kniv. Han blev dømt for i forening med en anden at have forvoldt ildebrand, idet de om natten brød ind i et konditori ved at smadre en rude og satte ild på flere steder og skar i en gasflaskeslange. Af dommen fremgår, at der ovenover konditoriet var beboelseslejligheder. Ved straffens fastsættelse lagde retten bl.a. vægt på brandstiftelsens farlighed, herunder at der blev anvendt brandbare væsker i et lokale, der lå i umiddelbar forbindelse til beboelseslejligheder, og hvori der befandt sig gasflasker. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Klageren indrejste i Danmark som [16-18 årig] [i sommeren] 2015. Han taler dansk og har ikke haft behov for tolkning under mødet i Flygtningenævnet. Klageren har fra [foråret] 2020 levet i et samlivsforhold med sin kæreste. Forholdet består fortsat, selvom klageren fra [foråret] 2021 har opholdt sig på [et udrejsecenter]. Klagerens mor bor i [udlandet]. Han har endvidere [nogle familiemedlemmer] i Danmark. Han har ikke nære slægtninge i Syrien. Han har været i praktik i et supermarked og i 7 måneder haft ansættelse i et rengøringsfirma. Han har påbegyndt nogle fag på [nogle skoler]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige og farlige karakter af den kriminalitet, klageren er dømt for, og klagerens personlige forhold, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at kriminalitetens farlige karakter og længden af den fastsatte straf skaber en formodning for, at klageren udgør en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om ansøgerens personlige forhold, herunder at han hverken før eller siden gerningstidspunktet i [foråret] 2019 har begået strafbare forhold, eller at han siden [foråret] 2020 har haft en kæreste, som sammen med sine ressourcestærke forældre støtter klageren. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/126
