rusl202113

Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Rusland. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive anholdt af de russiske myndigheder, idet han sammen med sin far har hjulpet oprørerne og faren i den forbindelse er blevet anholdt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den [efterår] 2019, var på et marked med sin mor og sin fars fætter. Her blev farens fætter ringet op af sin mor, som oplyste, at ansøgerens far var blevet anholdt, og at ansøgeren ikke skulle komme hjem, idet det ville være farligt for ham. Ansøgerens far var blevet anholdt af de russiske myndigheder, idet han havde hjulpet oprørerne ved at give dem mad, medicin og mulighed for overnatning. Ansøgeren frygter derfor selv at blive anholdt ved en tilbagevenden til Tjetjenien, idet han har hjulpet med at bringe mad til oprørerne. Ved sagens afgørelse har Flygtningenævnet i det væsentlige forholdt sig til ansøgerens mors forklaring, da ansøgeren selv, jævnfør ovenstående, kun i meget begrænset omfang har kunnet redegøre for sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens mors forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at forklaringen må forstås sådan, at ansøgerens mor modtog underretning om, at hendes ægtefælle var blevet arresteret og derefter, uden at undersøge forholdene nærmere, valgte at forlade landet sammen med ansøgeren og hans søster. Endvidere blev det kvæg og de får, som udgjorde hele familiens livsgrundlag solgt for at finansiere rejsen. Dette skete til trods for, at moderen ikke kunne vide, om ægtefællen snart ville blive løsladt og til trods for, at man måtte efterlade et svageligt og helt afhængigt familiemedlem, svigerfaren, i hjemmet. Ansøgeren har ikke været i stand til at forklare nærmere om, hvilke personer det var, hans far skulle have hjulpet. Han har for Flygtningenævnet forklaret, at krigen i Tjetjenien er slut for længe siden. Det beror alene på hans formodninger, at der skulle være tale om oprørere. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har der i de senere år kun være meget begrænset oprørsaktivitet i Tjetjenien. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende at ansøgerens mor efter sin forklaring ikke har kontaktet familie eller naboer fra sin ankomst til Danmark i [efterår] 2019 og frem til [efterår] 2021, til trods for, at hun efter sin forklaring må have været i fuldstændig uvished om, hvad der var sket med hendes ægtefælle og børnenes far. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring om hans asylmotiv, der i det væsentlige er afledt af moderens forklaring, må tilsidesættes som utroværdig. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Rusl/2021/13/SCH