Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Klageren er født i Danmark og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. knivlovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 1 og § 2, stk. 1, nr. 1, og straffelovens § 89 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, sunnimuslim og født i Danmark. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han er bekymret for risikoen for at blive udsat for kidnapning og afpresning på grund af hans fars konflikter med nogle grupperinger under borgerkrigen i Libanon i 1980’erne. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive forfulgt af myndighederne i Libanon, fordi han er blevet dømt til udvisning af Danmark. Han vil ikke i Libanon have samme borgerrettigheder som i Danmark, ligesom han ikke vil kunne færdes frit i Libanon. Han vil endvidere ikke have de økonomiske forudsætninger for at begå sig i Libanon, hvor han kan blive tvunget til at leve i kriminalitet og blive straffet hårdt for det. I henhold til udlændingelovens § 49 a, skal der forud for udsendelse af en udlænding, som har haft opholdstilladelse efter § 7, og som er udvist ved dom, træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for en udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 31, stk. 1, må en udlænding ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en hjemvenden til Libanon, herunder som følge af hans fars involvering i borgerkrigen i Libanon for omkring 30-35 år siden, hvor hans far efter sin forklaring i sin asylsag havde et modsætningsforhold til Amal-bevægelsen. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren ikke har været i stand til at konkretisere, hvem det er, han frygter i Libanon eller den nærmere baggrund herfor. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at hverken klageren eller hans familie, herunder forældre og søskende, har oplevet problemer i forbindelse med deres rejser på ferie til Libanon. Endelig har nævnet lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at klageren ved en udsendelse til Libanon vil være i risiko for forfølgelse fra myndighedernes side, fordi han er udvist fra Danmark. Det forhold, at klageren ikke har noget familiært netværk i Libanon, og han ikke har økonomiske forudsætninger for at kunne klare sig i landet, findes efter Flygtningenævnets vurdering ikke at udgøre asylbegrundende forhold som omfattet af udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren ved en udsendelse til Libanon ikke risikerer at befinde sig i en personlig usikkerhedssituation, og at han ikke risikerer asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Udlændingelovens § 31 er derfor ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2022/2/gdan
