Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1985.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og født shia-muslim fra [by], Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 1985, og at han [i efteråret] 1985 blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, nr. 2. [I sommeren] 1990 blev klageren meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren udrejste af Danmark til Iran [i efteråret] 2010. Klageren udrejste til Iran grundet sygdom hos klagerens forældre. Klageren genindrejste i Danmark [i vinteren] 2019. [I vinteren] 2019 indgav klageren en ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. [I vinteren] 2020 udrejste klageren på ny af Danmark til Iran. [I efteråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, nr. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4 samt § 17 a, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren i 2010 sammen med sin ægtefælle og deres fællesbarn rejste til Iran for at hjælpe klagerens forældre, der var syge. Efter at klagerens far døde i 2012, og hans mor døde i 2014, blev klageren med sin familie i sit hjemland Iran. Klageren genindrejste uden familien i Danmark [i vinteren] 2019 og indgav [i vinteren] 2019 ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. [I vinteren] 2020 udrejste klageren på ny til Iran. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren har været udrejst af Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at han siden 2010 har taget bopæl i Iran, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. stk. 1. Klagerens opholdstilladelse er derfor bortfaldet. Flygtningenævnet finder, at der ikke er sådanne særlige forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 3, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Nævnet har lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at klageren har været forhindret i at vende tilbage til Danmark. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren rejste til Iran på grund af sine forældres sygdom. Nævnet har lagt vægt på, at klagerens forældre afgik ved døden i henholdsvis 2012 og 2014, og at klageren i perioden herefter yderligere opholdt sig i Iran i cirka 5 år, hvor han blandt andet åbnede [en forretning]. I denne periode genindrejste klageren ikke i Danmark, og det ses ikke dokumenteret, at han rettede henvendelse til de danske myndigheder. Det forhold at klageren har oplyst, at han som følge af COVID-19-situationen ikke har kunnet finde nogle flyafgange til Danmark, efter at han [i vinteren] 2020 igen udrejste af Danmark til Iran kan ikke føre til en ændret vurdering. Derudover vurderer nævnet, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nævnet finder, at bortfaldet af opholdstilladelsen ikke udgør en krænkelse af klagerens ret til privatliv. Det har indgået i nævnets vurdering, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [efteråret] 1985, og at han har gået i sprogskole i Danmark. Det er også indgået i vurderingen, at klageren har erhvervet sig et AMU-gaffeltruck certifikat og har arbejdet for [en virksomhed] i Danmark. Nævnet har lagt vægt på, at klageren i 2010 valgte at udrejse til Iran sammen med sin ægtefælle og søn, hvor klageren blandt andet har fået endnu et barn, og at klageren valgte at ophæve sine personlige, sociale og økonomisk bånd til Danmark. Nævnet finder desuden, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse ikke er en krænkelse af klagerens ret til familieliv. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klagerens ægtefælle og deres fælles børn opholder sig i Iran sammen med klageren, og at klageren efter det oplyste ikke har nær familie i Danmark. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund ikke, at udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2 kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke er bortfaldet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2022/20/MLVT.
