Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence,DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren er psykisk sårbar, og at han frygter at vende tilbage til Polen. Endvidere har flygtningehjælpen henvist til forholdene for asylansøgere i Polen, og at det på den baggrund ikke kan antages, at de polske myndigheder vil overholde deres internationale forpligtigelser Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Polen og herefter er udrejst af Polen, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen den 28. oktober 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren risikerer at blive frihedsberøvet, hvis han overføres til Polen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s ”Country Report: Poland” fra april 2021, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves, og at der ikke sker systematisk frihedsberøvelse af asylansøgere. Der er således ikke grundlag for at antage, at de polske myndigheder generelt frihedsberøver asylansøgere uretmæssigt. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren bør anses for at være særligt sårbar henset til det af klageren oplyste om hans psykiske tilstand, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s ”Country Report: Poland”, udgivet i april 2021, at asylansøgere i Polen har adgang til sundhedsbehandling på lige fod med polske statsborgere med sundhedsforsikring. Det fremgår endvidere, at der trods praktiske begrænsninger – blandt andet som følge af COVID-19-situationen – fortsat er adgang til at modtage behandling for helbredsmæssige problemer, herunder psykiske problemer, blandt andet i form af samtaler med en psykolog eller henvisning til en psykiater. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren må forventes at kunne modtage eventuel nødvendig sundhedsbehandling i Polen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Hjemrejsestyrelsen, forud for udsendelsen af klageren til Polen, vil kunne videregive relevante helbredsoplysninger til de polske myndigheder, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de polske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige problemer.Flygtningenævnet finder endvidere, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om de polske myndigheders håndtering af situationen i grænseområdet mellem Polen og Hviderusland og de generelle forhold for asylansøgere i Polen ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om mulighederne for adgang til asylproceduren og indkvartering for dublin-overførte, herunder AIDA’s ”Country Report: Poland”, udgivet i april 2021. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser i relation til dublin-overførte asylansøgere. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillige lagt vægt på, at klageren allerede er registreret som asylansøger i det polske asylsystem, og at Polen ved deres accept af dublinoverførsel i medfør af dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, har accepteret ansvaret for behandling af klagerens asylsag. Da det, som DRC Dansk Flygtningehjælp i øvrigt har anført, ikke kan føre til en ændret vurdering, finder Flygtningenævnet på baggrund af ovenstående ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” [Dub-Pole/2022/1/SELS]
