syri202271

Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim. Klageren er født og opvokset i Damaskus. Klageren rejste til [land], da hun var [20-25] år, hvor hun boede i omkring tre år. Klageren rejste herefter tilbage til Damaskus, Syrien, hvor hun boede frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men hun har deltaget i flere demonstrationer mod krigen i Syrien i både Syrien og i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 21/22] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter en højstående myndighedsperson ved navn [A]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at [A] udsatte hende for seksuelle og fysiske overgreb, og at han truede hende med at slå hende ihjel, hvis hun fortalte det til nogle. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt og afhørt af de syriske myndigheder, fordi hendes ældste søn samt tre brødre har unddraget sig militærtjeneste. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er i første række, om der er grundlag for at meddele klagerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og såfremt dette ikke er tilfældet, om betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 3, er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme klagerne til gode. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge klagerens forklaring om hendes asylmotiver til grund, idet klageren har forklaret udbyggende herom. Klageren har således til oplysnings- og motivsamtalen i 2014 forklaret, at hun ikke har deltaget i demonstrationer i Syrien, og at hun udrejste på grund af de generelle forhold i Syrien, mens hun under forlængelsessamtalen og under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hun har deltaget i ca. 4 demonstrationer i Syrien. Klageren har endvidere forklaret udbyggende om, at en højtstående person har udsat hende for seksuelle overgreb og trusler. Hun har således ikke nævnt dette under oplysnings- og motivsamtalen, mens hun under forlængelsessamtalen og mødet i Flygtningenævnet har henvist hertil som hendes væsentligste asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at disse udbygninger af forklaringen svækker klagerens generelle troværdighed. Endvidere bemærkes, at selv hvis det kunne lægges til grund, at klageren har været udsat for seksuelle overgreb og trusler, er der tale om en afsluttet konflikt. Flygtningenævnet henviser i denne forbindelse til, at klageren blev boende i Damaskus i 2 år efter overgrebene angiveligt fandt sted, og at der nu er forløbet omkring 12 år siden. Om det forhold, at klagerens ældste søn og hendes tre brødre har unddraget sig militærtjeneste eller genindkaldelse til militærtjenste ved at udrejse af Syrien, bemærkes, at det fremgår af EASO, Syria, Military Service (Country of Origin Information Report, april 2021), s 38, at bl.a. følgende momenter kan indgå ved vurderingen af, om klageren som familiemedlem risikerer asylbegrundende forfølgelse: ”The extent to which family members may face consequences is influenced by factors such as the rank of the deserter/defector, the family´s place of residence and religious background and the secret service and officer in charge of the area. For example, family members of high-ranking deserters/defectors or those from opposition-held areas would be more likely to face consequences than those with a low rank in the army or who originate from GoS-held areas. The actions of the deserter/defector, such as killing soldiers or officers or joining opposition groups and participating in armed actions against the SAA, would be further influencing factors on the treatment of their family members.” Oplysninger i det generelle baggrundsmateriale er således ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv og uden en nærmere konkret og individuel vurdering af det pågældende familiemedlems risiko kan danne grundlag for en stillingtagen til, om der skal meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet betoner det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens søn og brødre ikke er profilerede i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun som følge af at hendes søns og brødres forhold risikerer asylbegrundende overgreb. Da klageren er gift med en [anden nationalitet end syrisk] mand, og da der ikke er oplysninger om omstændigheder, der er til hinder for, at han tager ophold i Damaskus i Syrien sammen med klageren, anser Flygtningenævnet ikke klageren for at være en enlig kvinde uden mandligt netværk. Der er herefter ikke grundlag for at meddele klageren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2021, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 (EMRK), alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er nægtet forlænget som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter i medfør af udlændingelovens § 19 a, stk. 1, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Det fremgår af artikel 8, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Henset til at klageren er gift og har et barn i Danmark er en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse et indgreb i hendes ret til respekt for familie- og privatliv efter artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 2, og at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker hertil, at håndhævelsen af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder står i et rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Der skal efter EMD’s praksis i den forbindelse foretages en vurdering af om indgrebet i klagerens privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Klageren indrejste i Danmark i 2014 og har i omkring 2 år fra 2017 til 2019 boet delvist i [et ikke europæisk land]. Hun er samlevende med sin ægtefælle, som hun blev gift med i 2019. Hendes ægtefælle er [anden nationalitet end syrisk] statsboger og har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gældende til [vinteren] 2025. Parret har i 2020 fået en søn, som er [anden nationalitet end syrisk] statsborger. Klageren går i sprogskole, men kan kun meget begrænset dansk. Hun har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Hun har bortset fra et ophold i [land] boet i Syrien, indtil hun udrejste i 2012 som [30-35]-årig. Hun har ikke længere nære familiemedlemmer i Syrien. Klageren har helbredsmæssige problemer i form af [sygdom], [sygdom] og [sygdom]. Flygtningenævnet vurderer, at der ikke er tale om sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker, at familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge et bestemt land, hvori de vil udøve deres familieliv, jf. Jeunesse v. Holland (2010) afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, samt det forhold, at hun ikke har haft tilknytning til arbejdsmarkedet eller taget en uddannelse og ikke har lært tilstrækkeligt dansk til at klare sig i hverdagen. Endvidere er der ikke oplysninger om forhold, som forhindrer klagerens mand og søn i at ledsage hende, hvis hun vender tilbage til Damaskus i Syrien. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens ægtefælle taler arabisk. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse ikke at virke særligt indgribende i klagerens ret til respekt for privatliv og familieliv. Overfor disse mindre vægtige hensyn til klagerens fortsatte ophold i Danmark findes statens interesse i at nægte af forlænge hendes opholdstilladelse at måtte tillægges betydelig vægt i den konkrete sag, særligt henset til at klageren lever af offentlig forsørgelse og af hensyn til statens interesse i en effektiv immigrationskontrol. Efter en samlet afvejning af hensynene overfor hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i vinteren 21/22]. Løbenummer: Syri/2022/71/rila