Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv men har oplyst at have deltaget i demonstrationer imod de syriske myndigheder i Syrien i 2012-2013. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede krigen og de generelle forhold i landet. Videre har klageren som asylmotiv oplyst, at hans søn har unddraget sig militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har [sommeren] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at han har været offentligt ansat i Syrien, og han frygter at blive anholdt eller slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er fratrådt sin offentlige stilling. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den syriske efterretningstjeneste flere gange har opsøgt klagerens mor og spurgt efter klageren, efter han udrejste fra Syrien. Videre har klageren til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans hus blev brændt ned af de syriske myndigheder to dage efter, at klageren havde forladt Syrien. Endvidere har klageren som asylmotiv henvist til, at hans to sønner er efterlyst af de syriske myndigheder, idet de har unddraget sig militærtjeneste og deltaget i demonstrationer mod de syriske myndigheder. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bopæl er blevet opsøgt af soldater, som ville rekruttere klagerens søn. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 kan inddrages, henviser Flygtningenævnet indledningsvist til de af Udlændingestyrelsen i afgørelse af [sommeren] 2021 anførte forhold vedrørende Damaskus og Rif Damaskus. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund til grund, at den blotte tilstedeværelse i området ikke medfører reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i klagerens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren indrejste til Danmark [efteråret] 2014. Han har således haft lovligt ophold i Danmark i cirka 7,5 år. Klageren har ikke arbejdet og kan ikke tale, læse eller skrive dansk. Flygtningenævnet finder, at klagerens ophold ikke har haft en sådan varighed og at hans aktiviteter ikke har haft et sådant omfang, at han dermed har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Det er i den sammenhæng indgået i vurderingen, at klageren har boet og arbejdet i Syrien indtil han var [over 40] år. Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at en af klagerens voksne sønner opholder sig i Danmark. Sønnen [A] er nu [over 18] år gammel. Han indrejste i sin tid sammen med sin mor. Han har ifølge folkeregistreret ikke aktuelt samme adresse som klageren. Klageren har forklaret, at [A] rent faktisk bor hos ham, men det er dokumenteret, at [A] i flere perioder ikke har boet sammen med klageren. Særligt bemærkes, at [A] i en periode på [et antal] måneder i [vinteren 2021/2022] opholdt sig i Tyskland, hvor klagerens hustru efter det oplyste også bor. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at der mellem myndige børn og forældre skal foreligge momenter af afhængighed for at der er tale om familieliv som defineret i artikel 8, stk. 1. Efter de ovenfor anførte oplysninger om sønnens bopælsforhold og det af klageren forklarede om dennes helbredsforhold og behovet for hjælp fra sønnen er der ikke grundlag for at antage, at der foreligger et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og hans voksne søn. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren har alvorlige helbredsproblemer, herunder [diagnose], [diagnose] og [diagnose] Flygtningenævnet finder dog ikke efter det oplyste, at disse helbredsproblemer har en så alvorlig karakter, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet tiltræder derfor efter en samlet vurdering, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Indledningsvis bemærkes, at klageren har forklaret i væsentlig grad udbyggende om sine individuelle asylmotiver. Ved oplysnings- og motivsamtale [vinteren] 2014 henviste klageren således overvejende til de generelle forhold i Syrien og forklarede, at han ikke var personligt forfulgt. Han henviste dog til sin søn [B]s værnepligtsforhold og en henvendelse fra myndighederne i den forbindelse. På forespørgsel om, hvorvidt hans mor var blevet opsøgt, svarede han benægtende. Vedrørende sine beskæftigelsesforhold oplyste han, at han havde været beskæftiget i [arbejdsplads] fra […] og ligeledes [arbejdsplads]. Der fremkom ingen oplysninger om offentlig ansættelse. I forbindelse med en anmodning om statusændring i 2018 oplyste klageren heller intet om offentlig ansættelse. Først ved oplysnings- og motivsamtale [sommeren] 2021 forklarede klageren, at han havde haft en form for offentlig ansættelse i [arbejdsplads]. Ved samme lejlighed forklarede han, at hans mor gentagende gange var blevet opsøgt af efterretningstjenesten efter hans udrejse. Endvidere forklarede han, at han ofte havde deltaget i demonstrationer, hvilket heller ikke er oplyst tidligere. Foreholdt disse forhold i Flygtningenævnet har klageren ikke efter Flygtningenævnets opfattelse kunnet give nogen troværdig forklaring herpå. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved sin første samtale med de danske myndigheder skulle have haft det indtryk, at han burde undlade at oplyse om alle asylrelevante forhold. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren uanset ovenstående oplysninger udrejste legalt af Syrien på eget pas. Der er herefter så omfattende og væsentlige divergenser i klagerens forklaringer om centrale asylrelevante forhold, at Flygtningenævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har været offentligt ansat. Flygtningenævnet finder det herefter heller ikke sandsynliggjort, at klageren ved tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 begrundet i hans egne forhold. Klageren har yderligere oplyst, at han frygter de syriske myndigheder, fordi hans to voksne sønner, hvoraf den ene bor i Danmark, begge har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysninger, at familiemedlemmer til en militærunddrager ikke vil opleve problemer ved en tilbagevenden til Syrien, medmindre militærunddrageren er profileret eller identificeret som en aktiv modstander af de syriske myndigheder. For så vidt angår spørgsmålet om sønnen [A]s værnepligtsforhold bemærker Flygtningenævnet, at sønnen udrejste af Syrien som [8-11]-årig. Han må allerede af denne årsag anses for at være helt uprofileret i forhold til de syriske myndigheder. Den omstændighed, at [A] nu har indgivet ansøgning om asyl kan herefter heller ikke føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Vedrørende sønnen [B] foreligger der heller ingen oplysninger om, at denne skulle være særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder. Det bemærkes, at han efter det oplyste udrejste af Syrien da han forventede at blive indkaldt. Han kan således ikke sidestilles med en desertør. Sønnen [B]s værnepligtsforhold kan derfor heller ikke føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Af de ovenfor anførte grunde vedrørende EMRK artikel 8 finder Flygtningenævnet heller ikke grundlag for at hjemvise sagen under henvisning til den af sønnen [A] indgivne ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/63/MMAD
