Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1984 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1 og § 181, stk. 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 1, nr. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er fra Oromieh, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter det iranske politi og den iranske efterretningstjeneste, herunder som følge af, at han forud for sin udrejse af Iran i 1984 har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [midt 2010’erne] rejste til Iran, og på vej tilbage til Danmark blev han stoppet af den iranske efterretningstjeneste i lufthavnen i Tabriz og var anholdt i 46 dage. Han blev afhørt med bind for øjnene, og adspurgt, hvorfor han var imod islam. Han blev desuden udsat for tortur. Endelig frygter han, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive slået ihjel på grund af, at han i [midt 2010’erne] har fået en dom i Iran. Klageren, der er [i 60’erne] år, blev ved [landsrettens] ankedom [i vinteren 20/21] idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for brandstiftelse, vold i gentagelsestilfælde og trusler og udvist med indrejseforbud gældende i 12 år. Dommen var en stadfæstelse af [byrettens] dom [i foråret] 2020. Klageren er herudover tidligere ved [landsrettens] domme af [vinteren 18/19] og [foråret] 2020 dømt for vold i gentagelsestilfælde, overtrædelse af [diverse særlove] med henholdsvis fængsel i 3 måneder og en bøde på 15.000 kr. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han har en konflikt med de iranske myndigheder, fordi han har unddraget sig militærtjeneste, finder Flygtningenævnet, at der er tale om en afsluttet konflikt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens konflikt ligger tilbage i 1984, hvor han udrejste af Iran – således for over 38 år siden. Klageren har siden været på ferie i Iran – i hvert fald – seks gange, herunder to gange forud for [starten af 2000’erne] samt i [fire årstal mellem start 200’erne og midt 2010’erne], uden at opleve problemer med de iranske myndigheder af den grund. Dertil kommer, at klagerens forældre ikke har været opsøgt af myndighederne siden umiddelbart efter klagerens udrejse fra Iran i 1984. Endelig har klageren – endda to gange – fået udstedt iransk nationalitetspas på den iranske ambassade i Danmark. Ansøgerens asylmotiv om, at han udover unddragelse af militærtjeneste har øvrige asylbegrundende konflikter med de iranske myndigheder, kan ikke lægges til grund. Klageren har således på flere punkter under nævnsmødet forklaret afglidende og divergerende, og hans forklaring herom fremstår ikke troværdig. Dertil kommer, at klageren ikke har medvirket til at oplyse sin sag yderligere, idet han blandt andet til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 tilkendegav, at han ikke ønskede at medvirke ved samtalen og ikke ville høre mere. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har asylbegrunde konflikter med de iranske myndigheder, således at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller behandling fra de iranske myndigheder eller andre omfattet af udlændingelovens § 7. Da der herefter ikke foreligger grunde, der forhindrer, at udsendelse kan ske, som anført i udlændingelovens § 31, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2022.” Iran/2022/28/imbs
