Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes til Iran efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og kristen fra [navn på landsby], [navn på by], Iran. Klageren har efter det oplyste ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Iran, da han frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, herunder myndighederne. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været politisk aktiv og deltaget i flere demonstrationer, som forholdt sig kritisk til det iranske styre. Han har til støtte for sit asylmotiv også oplyst, at han blev anholdt af myndighederne i 2009 og løsladt i 2010. Han har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han før sin anholdelse i 2009 lavede politisk aktivitet for Kurdistans demokratiske Parti (KDP), hvor han blandt andet stod vagt, når hans fætter og morbror uddelte løbesedler for partiet. Han har som asylmotiv også henvist til, at han er kristen. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han tilbage i 2001 indgav en klage over to mullaher, som havde chikaneret hans familie. Efter angivelse af klagen oplevede han, at han blev uvenner med andre mullaher i lokalområdet og fik svært ved at finde et arbejde, da mullaherne havde stor magt i lokalområdet. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet klageren har forklaret divergerende og udbyggende på væsentlige punktet. Flygtningenævnet lægger navnlig vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om, hvorvidt han har været tilbageholdt og udsat for tortur i Iran. Klageren har således ikke under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 eller asylsamtalen [i vinteren] 2017 forklaret herom, mens han under sin samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 og under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han i 2009 blev anholdt og tilbageholdt i omkring 6 måneder, hvorunder han blev udsat for tortur. Henset til, at dette må anses for en central del af hans asylmotiv, forekommer det ikke troværdigt, at klagerens morbror skulle have rådet ham til ikke at fortælle herom. Klageren har endvidere forklaret udbyggende om, hvornår og hvordan han har udøvet politiske aktiviteter i Iran. Under oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har han forklaret, at han i 2015 stod vagt i forbindelse med, at hans onkel og fætter uddelte politisk materiale. Under samtalen [i efteråret] 2021 og i Flygtningenævnet har han forklaret, at han tillige som studerende deltog i flere demonstrationer i 2009. Klageren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt han er kristen. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede han, at han er muslim, under asylsamtalen forklarede han, at han var begyndt at interessere sig for kristendommen efter, han kom til Danmark, under samtalen [i efteråret] 2021 forklarede han, at han allerede i Iran var kristen, hvilket han blev bekendt med som 11-12 årig, og under mødet i Flygtningenævnet har han fastholdt, at han var kristen, da han boede i Iran, hvilket han blev bekendt med som 8-9 årig. Disse forhold svækker klagerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge klagerens forklaring til grund hverken om konflikter med myndighederne i Iran eller om at klageren er kristen. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller for forfølgelse omfattet af Flygtningekonventionen. Herefter er udlændingelovens § 31 ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Advokaten har i indlægget gjort gældende, at klageren skal have opholdstilladelse som konsekvens af, at hans ægtefælle har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Advokaten har henvist til, at parret indrejste sammen i 2015. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens ægtefælle ikke har henvist til et selvstændigt asylmotiv, men fik asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af klagerens opholdstilladelse. Der er derfor ikke grundlag for nu at tildele klageren opholdstilladelse som konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2022/25/SCH
