iran202224

Nævnet meddelte i april 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [navn på landsby], [navn på by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har samarbejdet med KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har samarbejdet med KDPI. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev kontaktet af sin morbror, der bad ham om at hjælpe med at aflevere nogle ting til nogle af hans venner i en grotte uden for [navn på region]. Da ansøgeren ankom til grotten, mødte han to personer, som han overleverede tingene til. Ansøgeren besøgte grotten to gange, inden hans morbror under et besøg hos morbroren, fortalte ansøgeren, at de personer, som han havde mødtes med i grotten, arbejdede for KDPI. Hans morbror bad ham overveje, om han stadig ville hjælpe. Efter en uge ringede ansøgeren til sin morbror og fortalte, at han fortsat gerne ville hjælpe. Da ansøgeren tog hen til grotten for tredje gang, trådte en af personerne frem, og de hørte skud. Ansøgeren blev forskrækket, tabte sin telefon og sækken med ting, hvorefter han løb væk fra grotten. Ansøgeren gemte sig, indtil det blev mørkt og gik derefter til [navn på by], hvor han tog en taxa til sin morbrors hus. Samme aften kørte hans morbror ham til ansøgerens mosters hus, hvor han tre dage senere fik at vide af sin morbror, at hans far var blevet anholdt. Ansøgeren blev kørt til sin anden moster, hvor han opholdt sig i omkring en uge, hvorefter han udrejste af Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgerens samlede forklaring om sit asylmotiv har således i det væsentlige været konsistent, detaljeret og alene divergerende i mindre og uvæsentlig grad, og forklaringen fremtræder efter en helhedsvurdering som både troværdig og selvoplevet. Det forhold, at ansøgerens forklaring til brug for sagen om aldersvurdering til dels er blevet tilsidesat, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således at kunne lægge til grund, at ansøgeren tre gange har hjulpet medlemmer af KDPI med levering af forsyninger mv., og at han tredje gang blev opdaget og efterfølgende identificeret af myndighederne. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgers bopæl efterfølgende blev opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om efterfølgende indgåelse af medlemskab med [afdeling i KDPI] her i landet og fremlæggelse af en erklæring herom, der dog ikke er nærmere verificeret, understøtter det af ansøgeren forklarede om sin politiske opbakning til KDPI. Flygtningenævnet finder herefter og efter baggrundsoplysningerne, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Iran/2022/24/DH