Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold og det forhold, at klageren har en konflikt med en kriminel bande i Tyskland, som han har lånt penge af, idet han som afvist asylansøger ikke har ret til at arbejde og tjene penge i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: "Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren bør anses for at være ganske særligt sårbar henset til det af klageren oplyste om hans psykiske tilstand, hans tidligere selvmordsforsøg og det forhold, at det fremgår af klagerens sundhedsjournal fra [et asylcenter], at han skal indkaldes til lægetid med henblik på henvisning til psykiater, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke tidligere har modtaget behandling for sine psykiske problemer, og at klageren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han ikke har søgt hjælp hos en psykiater eller psykolog i Tyskland, men at han har modtaget anden sundhedsbehandling af de tyske myndigheder. Klageren må derfor forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren oplyser at have været udsat for overfald, og at klageren frygter en kriminel bande, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke har meldt dette forhold til politiet i Tyskland, og klageren henvises således til at søge beskyttelse hos de tyske myndigheder, som må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland, herunder afviste asylansøgere, er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2022/7/EDO
