Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der i Sverige har trukket sin ansøgning om asyl tilbage under sagens behandling. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Sverige risikerer at måtte leve på gaden. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Sverige, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det bemærkes indledningsvis, at Sverige ved accept [i efteråret] 2021 vurderes at have accepteret det forhold, at Udlændingestyrelsen først [tidligere på efteråret] 2021 på ny anmodede de svenske myndigheder om at overtage klageren efter første gang at have anmodet om overtagelse [i sommeren] 2021. Hertil bemærkes, at de svenske myndigheder først [i efteråret] 2021 orienterede Udlændingestyrelsen om, at de svenske myndigheders afgørelse [fra foråret] 2021 havde opnået retsvirkning [i efteråret] 2021. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Sverige har fået inddraget sin opholdstilladelse og i den forbindelse ikke blev vejledt om muligheden for at påklage afgørelsen, og at han ved en tilbagevenden til Sverige vil blive henvist til at bo på gaden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Klageren må, såfremt han ønsker at klage over de svenske myndigheders afgørelse, henvises til at rette henvendelse til myndighederne herom, og ligeledes om muligheden for at blive indkvarteret under en eventuel sags videre behandling. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder forbuddet mod refoulement. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2022/2/gdan
