Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Island i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Island. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde udtømt sine klagemuligheder i det islandske asylsystem, og derfor risikerede udsendelse til sit oprindelsesland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Island. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Island er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Island dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Island [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at de islandske myndigheder har meddelt klageren endeligt afslag på asyl, samt at han har fået afvist sin anmodning om genoptagelse, hvorfor han risikerer refoulement, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Island har tiltrådt flygtningekonventionen, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Island ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en ansøger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de andre kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren må henvises til på ny at anmode de islandske myndigheder om genoptagelse af sin asylsag, såfremt han mener, at der er nye oplysninger i sagen, herunder om hans politiske aktiviteter, som de islandske myndigheder ikke er bekendt med, eller der i øvrigt er begået sagsbehandlingsmæssige fejl. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Isla/2022/1/MIMA
