Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren frygter at blive overført til Finland, idet han har en afsluttet asylsag der, og fordi han frygter for sit liv i Tyrkiet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland den 15. marts 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at Dublinforordningens bestemmelser om ophør af ansvar bør finde anvendelse, uanset klageren ikke har fremlagt dokumentation for sit ophold uden for medlemsstaternes område, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren i forbindelse med sin sagsbehandling i Danmark, adskillige gange er blevet spurgt ind til, om han kan fremvise dokumentation for sit ophold uden for medlemsstaternes område, hvorved klageren alle gange har tilkendegivet, at han ikke kan fremvise dokumentation. Nævnet skal hertil bemærke, at det pålægger klageren at bevise og fremskaffe dokumentation for, at han har været uden for medlemsstaternes område. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Finland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Finland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Finl/2022/1/sme