Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Qarabagh, Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taliban. Han har til støtte herfor anført, at han ved en udsendelse til Afghanistan vil blive identificeret som søn af [navn], der var kommandant i [bevægelse] som var i væbnet konflikt med Taliban. Hans far har deltaget i kampe mod Taliban og dræbt flere Taliban-folk. Hans far blev dræbt i kamp af Taliban, da ansøgeren var 4 år, og hans mor måtte flygte med ham og hans søskende til Kabul, hvor de boede indtil deres udrejse. Ansøgeren har videre henvist til, at familiens nabo i Kabul en dag 11 år senere spurgte ansøgeren og hans søster om deres slægtskab til deres far. Ansøgerens familie udrejste derefter til Iran, fordi de frygtede, at Taliban ville hævne sig på dem på grund af hans far. Ansøgeren har dernæst henvist til, at han ved en udsendelse til Afghanistan er i risiko for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling. Hertil kommer hans helbredsmæssige forhold, såvel fysisk som psykisk, som indebærer, at han ikke vil kunne varetage et almindeligt arbejde i Afghanistan, og dermed klare sig selv i Afghanistan, hvor han er helt uden netværk. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far som kommandant i [bevægelse] blev dræbt i forbindelse med kamp mod Taliban, da ansøgeren var 4 år, hvorefter hans mor flygtede til Kabul sammen med ansøgeren og hans søskende. Ansøgeren og hans familie boede herefter adskillige år i Kabul uden at opleve konflikter med Taliban. Det beror på den baggrund alene på ansøgerens egen formodning, at han og hans familie var efterstræbt af Taliban, fordi han og hans søster en dag blev spurgt af en nabo om deres slægtskab til hans far. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysninger, at visse Taliban-krigere har udøvet gengældelsesangreb på navnlig personer, der har været tilknyttet den tidligere regering, sikkerhedsstyrker eller udenlandske væbnede styrker, mens der derimod ikke er oplysninger om, at Taliban har interesseret sig for eller vil interesse sig for personer som ansøgeren, hvis far for mange år siden har haft en konflikt med Taliban. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke foreligger oplysninger af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at bestemte personer fra Taliban vil efterstræbe ansøgeren, som følge af farens forhold. Flygtningenævnets finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke er i risiko for asylbegrundende overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det oplyste, om ansøgerens helbredsmæssige forhold, kan ikke føre til nogen anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Afgh/2022/22/ROZ