Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Syrien. Klageren er født og opvokset i byen [A] i [B]-regionen, Syrien. Da klageren var fem eller seks år, flyttede han til Damaskus, hvor han har boet frem til sin udrejse af Syrien. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i vinteren 14/15] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet. Herudover henviste klageren til, at de syriske myndigheder betragter personer, der udrejser af Syrien, som forrædere. Udlændingestyrelsen traf den [dato i vinteren 20/21] afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede. Under sagen om nægtelse af forlængelse henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive tilbageholdt, idet han var udrejst af Syrien, og dermed ville blive betragtet som en forræder af de syriske myndigheder. Klageren henviste som yderligere asylmotiv til, at han frygtede at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet han var eftersøgt. Til støtte herfor oplyste klageren, at han var eftersøgt af de syriske myndigheder, idet han havde forsøgt at finde ud af, hvad der var sket med hans nevø, der var forsvundet ved en kontrolpost. Ydermere henviste klageren som asylmotiv henvist til, at han sammen med sin familie i Danmark havde deltaget i en demonstration mod [nærmere detaljer om demonstrationen]. Demonstrationen fandt sted i [by], og der deltog 200 mennesker. Klageren formodede, at demonstrationen blev filmet, hvorfor de syriske myndigheder kan have fået kendskab til deres deltagelse i demonstrationen. Han og hans familie havde endvidere deltaget i en demonstration i [by] og i [by] i 2020 mod det syriske regime. Klageren henviste tillige til, at han har været medlem af forskellige regeringsfjendtlige organisationer, navnlig [organisation]. Endelig henviste klageren til, at han havde ydet humanitær bistand til personer i Syrien, som var i nød som følge af krigen i Syrien. Den [dato i foråret] 2021 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i vinteren 20/21]. Ved e-mail af [dato i sommeren] 2021 har klageren anmodet om, at sagen genoptages. Som begrundelse for anmodningen har klageren blandt andet henvist til, at han har optrådt i nationale og internationale medier samt vedlagt kopi af artikel fra [dansk medie] og artikel fra [udenlandsk medie]. Ved e-mail af [dato i vinteren 21/22] har klageren fremsendt en oversættelse af en [udenlandsk] artikel samt henvist til en række links, hvor han har optrådt med fuldt navn og billede. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er i første række, om der er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og såfremt dette ikke er tilfældet, om betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme klageren til gode. Klagerens søn er [16-18] år gammel og er således ikke i den militærpligtige alder i Syrien. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at han på nuværende tidspunkt vil blive betragtet som militærunddrager. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling som familiemedlem til en militærunddrager. Om klagerens eksponering i medierne bemærkes, at klageren efter Flygtningenævnets afgørelse af [dato i foråret] 2021 har medvirket i flere artikler og udsendelser i både danske og internationale medier, i hvilken forbindelse han blandt andet har udtrykt sig kritisk om den syriske regering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at et interview af klageren i en artikel i [dansk medie] den [dato i sommeren] 2021, hvor han er citeret for at kalde Syriens præsident for en morder. Klageren har endvidere deltaget i et interview med [udenlandsk medie], som er afspillet under nævnsmødet, hvor klageren blandt andet udtaler, at Syrien ikke er safe, og at de er mordere. Klageren har også medvirket i et interview på internetkanalen [udenlandsk medie], hvor han i en artikel af [dato i foråret] 2022 har udtalt, at han flygtede, fordi han følte sig forfulgt i Syrien, ligesom han betegner det syriske regime som morderisk. Klageren omtales i disse medier med navn og billede. Emnet for de nævnte interviews er kritik af den danske udlændingepolitik for så vidt angår hjemsendelse af syriske statsborgere. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ved at engagere sig i denne kritik indirekte har fremsat kritik af de politiske forhold i Syrien. Endelig bemærkes, at klageren i Danmark har deltaget i demonstrationer rettet mod det syriske regime, og at han er medlem af en international forening, som har til formål [nærmere om formål]. Efter karakteren og omfanget af denne profilering og opmærksomhed fra danske og udenlandske medier har klageren sandsynliggjort, at han risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb, hvis han vender tilbage til Syrien. På den angivne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/84/rila