Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri 2022/81 og Syri/2022/82. Indrejst i 2018.Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Hun har i forbindelse med sin sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse oplyst, at hun har været politisk aktiv på sociale medier, idet hun har delt flere opslag med politisk indhold. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2019/2020] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, hun frygtede at blive kidnappet eller slået ihjel af de syriske myndigheder. Som støtte herfor oplyste hun, at hun på et ukendt tidspunkt i 2016 blev befamlet af en officer i et fængsel i Damaskus, da hun forhørte sig om sin mor. Derudover oplyste hun, at de syriske myndigheder havde kidnappet hendes mor og derefter slået hende ihjel. Endelig havde klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygtede de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2021/2022] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængeles af opholdstilladelse henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder som følge af, at begge hendes forældre skulle være efterstræbt af myndighederne. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes far har deltaget i demonstrationer i begyndelsen af revolutionen, og at han har skaffet ting til Den Frie Syriske Hær. Ligeledes har hun oplyst, at hendes mor har været tilbageholdt, fordi hun har udført førstehjælpsarbejde i Syrien. Videre har hun oplyst, at hun selv har været politisk aktiv på de sociale medier, herunder har skrevet kritiske opslag mod de syriske myndigheder og har delt politiske opslag på [sociale medier]. Videre har klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder som følge af hendes bror, [A’s], politiske aktiviteter. Hun har til støtte herfor oplyst, at [A] har udtalt sig kritisk om de syriske myndigheder til en journalist, at interviewet er blevet delt af flere personer og grupper, og at klageren også selv har delt interviewet. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan tage tilbage til Syrien, da hun ikke har en bolig, et arbejde eller et studie tilbage i landet. Hun har endvidere henvist til, at hun lider af [sygdom] og at hun er psykisk svag. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Rif Damaskus, hvor hun har boet, siden hun blev født og frem til klagerens udrejse i 2017, bortset fra et ophold på cirka 1 ½ år i [by]. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgå, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Med hensyn til klagerens asylmotiver med henvisning til hendes fars og mors konflikter med de syriske myndigheder, henvises til Flygtningenævnets samtidige afgørelser for så vidt angår dem, hvor Flygtningenævnet ikke har lagt forældrenes asylmotiver til grund. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at klagerens brødre, [A] og [B], har unddraget sig militærtjeneste, idet de er udrejst af Syrien som mindreårige, men nu er over 18 år, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan være asylbegrundende, da hverken klageren, hendes 2 brødre eller i øvrigt andre familiemedlemmer er profileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020: Syria – Military Service. Report based on fact-finding mission to Istanbul and Beirut (17-25 February 2020), side 36 f. og EASOs’ rapport fra april 2021: Syria – Military service, side 38, hvoraf fremgår, at i øvrigt uprofilerede familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i særlig risiko for overgreb fra myndighedernes side. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien, vurderer Flygtningenævnet i praksis ikke længere er noget problem og kan ikke anses for at skabe en reel konflikt med myndighederne. Det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, based on interviews between 16 to 27 november 2018 in Beirut and Damascus” fra februar 2019, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Med hensyn til klagerens sur place-motiv om, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af, at hun har skrevet kritiske opslag mod de syriske myndigheder og har delt politiske opslag på [sociale medier], finder Flygtningenævnet ikke, at dette er asylbegrundende. Nævnet lægger herved vægt på, at klagerens tidligere Facebook-profiler ikke var i klagerens eget navn, at der var tale om en lukket profil, og at hun efterfølgende har slettet sine opslag. Der er efter en samlet vurdering ikke noget konkret grundlag for at antage, at opslagene skulle være kommet til de syriske myndigheders kundskab. Det er således ikke sandsynliggjort af klageren, at hun som følge heraf skulle være kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Angående klagerens sur place-asylmotiv om, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af hendes bror, [A’s], politiske aktiviteter, herunder hans deltagelse i demonstrationer i Danmark og deltagelse i et interview med en [etnicitet] journalist, hvor han udtaler sig om situationen i Syrien og den danske udlændingepolitik, bemærker Flygtningenævnet, at der er forevist en videooptagelse fra klagerens mors [profil på et socialt medie] under nævnsmødet. Her udtaler [A] sig på dansk, og optagelsen fremstår hverken som et interview eller et TV-indslag. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at videooptagelsen er blevet vist helt eller delvist på [nationalitet] TV, eller at den herudover i øvrigt er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Klageren har ikke andre konflikter i Syrien, herunder med kriminelle, politiske eller religiøse organisationer eller grupper eller andre. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for straf eller overgreb fra de syriske myndigheder side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det forhold, at klageren lider af [sygdom], og at hun har oplyst, at hun er psykisk ustabil, finder nævnet efter en samlet vurdering ikke udgør sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, ved at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse. Det er herunder oplyst, at klageren ved indrejsen allerede led af [sygdommen], og at hun alene modtager [medicin]. Det bemærkes herved, at det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen A. S. mod Schweiz (39350/13) præmis 31, har bestemt, at en udlænding ikke kan påberåbe sig ret til at forblive på en medlemsstats territorium med henblik på fortsat lægebehandling. Det forhold, at klageren ikke har bolig, arbejde eller studie i Syrien er forhold af socioøkonomisk karakter, der ikke kan være asylbegrundende. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren, der er [22-28 år], indrejste i Danmark [i efteråret] 2018 og har således opholdt sig her i landet i lidt over 3 ½ år. Hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun boede indtil sin udrejse i 2017, da hun var [18-24 år] gammel. Klageren, der har selvstændig bopæl, har sine fraskilte forældre Danmark. Herudover har hun sine to myndige brødre, [A og B]. [A] har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, mens [B] har søgt om asyl. Hun har tillige sin søster, [C], der er [mindreårig], og som fortsat er hjemmeboende hos sin mor. Klageren har i Syrien gået i skole og på gymnasium i samlet 14 år, ligesom hun er uddannet [uddannelse] og har arbejdet i en forretning i Syrien. Hun er startet på sprogskole, men har ikke bestået nogen dansk prøver. Hun har ikke haft arbejde og har ikke påbegyndt eller afsluttet en uddannelse i Danmark. Hun har ikke nogen fritidsinteresser. Hun lider af [en sygdom]. Hun har sine mors 3 brødre, 2 af sine søstre samt sine bedsteforældre i [udlandet]. Derudover har hun sin moster i Ægypten. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hendes forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. For så vidt angår forholdet mellem klageren og hendes far, mor, hendes umyndige søster og myndige brødre, der bor på særskilt bopæl, finder Flygtningenævnet, at der ikke er tale om ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Der findes heller ikke at foreligge oplysninger om omstændigheder af afhængighedsforhold mellem klageren og familiemedlemmerne. Forholdet mellem klageren og disse familiemedlemmer, findes derimod at udgøre en del af klagerens ”privatliv” i artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse alene udgør et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål. Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Hensynet til barnets tarv indgår som et væsentligt element i denne proportionalitetsafvejning. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på den korte varighed af klageren ophold i Danmark, og at hun ikke i Danmark har arbejde eller har påbegyndt eller færdiggjort en uddannelse, ligesom hun i øvrigt ikke fremstår velintegreret i det danske samfund. Heroverfor står klageren stærke tilknytning til Syrien, hvor hun har boet i [mere end 20 år], ligesom hun taler hjemlandets sprog. Klagerens bånd til Syrien derfor er stærke. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke at virke særligt indgribende i klagerens respekt for privatliv. Over for disse mindre vægtige hensyn til klagerens fortsatte ophold i Danmark findes statens interesse i at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse at måtte tillægges betydelig vægt i den konkrete sag. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. De oplysninger, der er fremkommet fra [en kommunal myndighed], herunder med hensyn til klagerens helbredsmæssige forhold, modtaget af Flygtningenævnet [samme dato som nævnsmødet] efter nævnsmødets afholdelse, men inden Flygtningenævnets afgørelse, har ikke en sådan karakter, at de kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2021/2022]. Syri/2022/83/ehd
