Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim født i [landsby], Al-Hasakah, Syrien, men boede de seneste 25 år frem til sin udrejse i [bydel], Dummar, Damaskus. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive straffet af de syriske myndigheder, fordi han udrejste af Syrien efter, at de syriske myndigheder forsøgte at rekruttere ham til at stå ved deres kontrolposter. Klageren havde til støtte herfor oplyst, at han to gange var blevet opsøgt på sin bopæl af mænd fra de syriske myndigheder, som prøvede at overtale ham til at tilslutte sig dem. Han blev ligeledes opsøgt et par gange på gaden. Klageren havde som asylmotiv videre henvist til, at han frygtede oppositionen, fordi de også ville være imod ham, hvis han tilsluttede sig myndighederne. Klageren havde som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygtede, at hans søn skulle i militæret i Syrien. Han havde til støtte herfor oplyst, at hans søn kort efter deres udrejse ville være blevet 18 år, og at han derfor ville være i den militærpligtige alder. Klageren havde som asylmotiv endelig henvist til, at han frygtede de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Udlændingestyrelsen ændrede [i efteråret] 2019 klagerens opholdsgrundlag således, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efterudlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, fordi han ikke længere er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien fortsat frygter repressalier fra de syriske myndigheder, fordi han udrejste af Syrien efter, at de syriske myndigheder forsøgte at rekruttere ham til at stå ved deres kontrolposter. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han fortsat frygter de syriske myndigheder, fordi hans voksne søn [A] har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi han interesserer sig for kristendommen. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi han er statsløs kurder. Han har til støtte herfor oplyst, at statsløse kurdere ingen rettigheder har. Flygtningenævnet lægger indledningsvist til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus. Der er herved henset til, at klageren de seneste ca. 25 år frem til sin udrejse af Syrien [i sommeren] 2015 har boet i bydelen [bydel] (Dummar) i Damaskus, hvor hans børn har gået i skole og en datter på universitetet. Klageren har på nævnsmødet forklaret, at han var bopælsregistreret i Damaskus. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2019 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 med henvisning til, at klageren var udrejst med sin søn, [A], da han var [16-18] år gammel og ”at det ikke kan afvises, at de syriske myndigheder vil anse dig for at have hjulpet din søn med at unddrage sig militærtjeneste. Det kan derfor ikke afvises, at du vil komme i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder.” Flygtningenævnet kan af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræde, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af klagerens individuelle forhold. Klageren er således ikke længere i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, som følge af klagerens voksne søn, [A] har unddraget sig militærtjeneste. Der er herved lagt vægt på de af Udlændingestyrelsen anførte baggrundsoplysninger, herunder senest rapport fra EASO ”Syria, Military Service” fra april 2021, hvorefter familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen og at klageren ikke har oplyst, at [A] skulle være i et særligt modsætningsforhold til de syriske myndigheder og at klageren, som følge heraf som far skulle være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren har oplyst, at han forud for sin udrejse blev opfordret til at stå vagt ved myndighedskontrollerede kontrolposter, har ikke bragt ham i et modsætningsforhold til myndighederne, idet det efter klagerens egen forklaring alene var en opfordring, som han ikke ønskede at følge. Klagerens frygt for selv at blive tvangsrekrutteret til PKK eller Den Frie Syriske Hær beror alene på klagerens egen formodning. Klageren har efter sine egne forklaringer ikke i øvrigt haft konkrete individuelle konflikter med de syriske myndigheder og er således også uden problemer udrejst af Syrien legalt ved brug af eget pas. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren er etnisk kurder med syrisk statsborgerskab, der blev meddelt ham i 2011. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren på denne baggrund er i risiko for forfølgelse som følge af sin kurdiske oprindelse. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at det ikke har konsekvenser for tilbagevendende syrere, at de forlod landet under krigen. Det skal herefter vurderes, hvorvidt der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, eller meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår således, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus og at situationen i Damaskus og Rif Damaskus over en længere periode siden maj 2018 er forbedret, og denne forbedring kan ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følger af den blotte tilstedeværelse på området. Flygtningenævnet er opmærksom på rapporten fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og at der i sager af denne karakter ved sagens afgørelse skal anvendes et forsigtighedsprincip. Flygtningenævnet har ved sagens afgørelse lagt vægt på andre baggrundsoplysninger, herunder EASO´s rapport: Country Guidance: Syria fra september 2020, samt Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governates of Damascus an Rural Damascus, fra oktober 2020 og senest EASO, ”Syria Security Situation – Country og Origin Information Report”, fra juli 2021. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 14. september 2021 i sagen M.D. And Others v. Russia kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved henset til, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af artikel 3 i EMRK, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at der var tale om mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de havde modsat sig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at ændre sin praksis. Herefter tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 eller 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder endvidere, at lovgrundlaget er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker desuden, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2 og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet for en effektiv immigrationskontrol, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerne Konstantinov v. The Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i et rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det bemærkes herved, at forholdet mellem voksne børn og forældre som udgangspunkt ikke er omfattet af beskyttelsen af familieliv i EMRK artikel 8, medmindre der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem forældre og barn. Der er ikke for Flygtningenævnet oplyst om et sådant særligt afhængighedsforhold mellem klageren og klagerens voksne søn. Klageren har desuden sin ægtefælle og 3 voksne børn i Tyskland. Flygtningenævnet har i forhold til klagerens ret til privatliv henset til, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor han de sidste cirka 25 år har boet i Damaskus indtil sin udrejse [hvor klageren var i 40’erne]. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i 6 år og 1 måned. Han læser dansk. Han har ikke haft arbejde i Danmark, men har været i 6 ugers praktik. Han lider af smerter i venstre skulder, som han modtager smertestillende medicin for. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har opnået en særlig tilknytning til Danmark. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er på ovennævnte baggrund ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, eller meddele opholdstilladelse § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/245/EEB
