liba202217

Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Sagen er sambehandlet med løbenr. Liba/2022/18. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Tripoli, Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygtede, at hendes bror, [A], eller hendes tidligere ægtefælle, [B], familie ville slå hende ihjel. Klageren henviste som asylmotiv videre til, at hun frygtede, at hendes tidligere svigerforældre ville kræve hendes søn udleveret og tjene penge på ham ved at sælge ham som selvmordsbomber eller få penge for at sende ham i krig. Klageren henviste som asylmotiv desuden til, at hun ikke havde noget sted at bo i Libanon, da hun var sikker på, at hendes familie ikke ville have noget med hende at gøre, og at hun ikke havde noget arbejde, hvorfor hun ikke kunne klare sig selv. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har været rejst tilbage til Libanon, og at forholdene, der begrundede opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at hun ikke længere risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at hendes bror [A], vil slå hende ihjel, fordi hun har krænket hans ære. Klageren har som nyt asylmotiv videre henvist til, at hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle [C] vil slå hende ihjel, og at han vil få hendes tidligere ægtefælle [B] til at slå hende ihjel. Klageren har som nyt asylmotiv desuden henvist til, at hun frygter, at der vil blive delt intime billeder og videoer af hende, og at [A’s] ægtefælle, [D], vil fortælle [B], at hun har forrådt [B] med [C], mens hun stadig var gift med [B]. Klageren har endelig henvist til, at hun frygter, at hendes forhold vil få konsekvenser for hendes døtre, og at deres ægtefæller vil lade sig skille fra dem af den grund. Flygtningenævnet er med samme begrundelse, som Udlændingestyrelsen har anført, enig i, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klageren heller ikke for Flygtningenævnet har kunnet forklare, hvorfor hendes tidligere ægtefælle skulle kunne opnå en fordel ved at ”lokke” hende til Libanon og efterlade hende og hendes søn der, mens han selv rejste tilbage Danmark med sine to særbørn, henset til, at den tidligere ægtefælles opholdstilladelse var afhængig af klagerens. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren er veluddannet, idet hun har arbejdet som skolelærer, hvorfor hun selv kunne have kontaktet Den Danske Ambassade, såfremt hun var uden hjemrejsedokumenter. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at klageren har forklaret meget usikkert og skiftende om, hvad der er sket med hendes nationalitetspas. Klageren har således f.eks. til Udlændingestyrelsen forklaret, at Den Libanesiske Ambassade i Sverige i 2015 annullerede hendes pas, da det var udløbet, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at nationalitetspasset blev forlænget på ambassaden, så hun kunne indgå ægteskab med [C]. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klageren for Flygtningenævnet – og først efter at være foreholdt stemplerne i hendes fremmedpas – har forklaret, at hun har haft endnu et ophold i Libanon, idet hun efter i perioden [i vinteren] 2018 at have besøgt sin datter i Saudi Arabien, under anvendelse af sit angiveligt udløbne nationalitetspas rejste direkte videre til Libanon, hvor hun opholdt sig, inden hun på ny indrejste i Danmark [i foråret] 2018. Klageren har således også i denne periode opholdt sig i Libanon uden at opleve problemer. Vedrørende klagerens bror [A] bemærker Flygtningenævnet særligt, at klageren har forklaret udbyggende om sin aktuelle konflikt med [A], idet hun først under den anden samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2021] har forklaret, at hendes bror havde slået hende. Klageren har også først for Flygtningenævnet forklaret, at [A] tog kvælertag på hende. Forklaringen herom kan derfor ikke lægges til grund. Også klagerens søn har forklaret udbyggende om klagerens konflikt med [A], idet klagerens søn ikke under den første samtale med Udlændingestyrelsen fortalte om episoden, hvor [A] angiveligt skulle have slået og truet klageren, selv om klagerens søn havde overværet episoden. Klageren har herefter ikke afkræftet formodningen for, at de forhold, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at hun ikke længere risikerer forfølgelse. Klagerens forklaring om hendes nye asylmotiv, hvorefter hun frygter, at [C] vil udsætte hende for overgreb, såfremt hun vender tilbage til Libanon, kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet henviser herved til, at [C] ikke hidtil har gjort klageren noget under hendes ophold i Danmark og heller ikke gjorde hende noget under hendes to ophold i Libanon, selv om klageren og [C] blev islamisk skilt under klagerens sidste ophold i Libanon. Klageren har således heller ikke sandsynliggjort, at hun på grund af nye konflikter ved en indrejse i Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, sammenholdt med, at klagerens lange ophold i Libanon i 2018 afbrød hendes tilknytning til Danmark, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det må antages at virke særligt belastende for hende at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Liba/2022/17/EEB.