Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og ikke-troende, tidligere sunnimuslim, fra landsbyen [A], nær byen [B], Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har oplyst, at han i Iran har deltaget i to til tre demonstrationer mod det iranske regime. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet, da de iranske myndigheder anser ham som værende en del af de kurdiske oprørere, idet han med trusler blev tvunget til at transportere tre kurdiske oprørere forbi en kontrolpost uden at standse. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de iranske myndigheder efterfølgende har opsøgt klagerens familie på deres bopæl, hvor klagerens far og bror blev afhørt. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig, subsidiært at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han fortsat frygter at blive anholdt og henrettet af de iranske myndigheder, idet han bliver anset som modstander af regimet. [I efteråret] 2021 fandt Flygtningenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klageren havde opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnets flertal fandt imidlertid, at klagerens måneds lange tilbagerejse til Iran i 2015 godtgjorde, at de forhold, der oprindeligt begrundede hans opholdstilladelse, havde ændret sig på en sådan måde, at han ikke længere risikerer forfølgelse og derfor ikke var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Bestemmelserne i udlændingeloven om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 1 C. Flygtningekonventionens artikel 1 C lyder som følger: ”Denne konvention skal ikke længere finde anvendelse på en person, der omfattes af bestemmelserne i afsnit A, såfremt han (1) på ny frivilligt har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret; eller (2) efter at have mistet sin statsborgerret frivilligt har generhvervet denne; eller (3) har erhvervet en ny statsborgerret og nyder godt af det lands beskyttelse, i hvilket han er blevet statsborger; eller (4) frivilligt på ny har bosat sig i det land, som han har forladt, eller udenfor hvilket han er forblevet af frygt for forfølgelse; eller (5) ikke længere kan afslå at søge det landsbeskyttelse, i hvilket han har statsborgerret, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke han er blevet anerkendt som flygtning er bortfaldet. Denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå beskyttelse fra det land, i hvilket han har statsborgerret; (6) uden at være i besiddelse af nogen statsborgerret er i stand til at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere har haft fast bopæl, fordi de forhold, som førte til, at han er blevet anerkendt som flygtning, ikke længere er til stede. Denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere har haft fast bopæl.” Det fremgår af UNHCR’s Håndbog om procedurer og fastlæggelse af flygtningestatus punkt 116, at ophørsbestemmelserne er udtømmende opregnet og derfor bør fortolkes restriktivt, og at ingen andre grunde kan anføres analogt som årsag til at tilbagekalde flygtningestatus. Ifølge Håndbogens punkt 119 gælder følgende forudsætninger for inddragelse efter artikel 1 C (1): ”(a) frivillighed: flygtningen må handle af egen fri vilje; (b) hensigt: hensigten med flygtningens handling skal være atter at søge beskyttelse i det land, i hvilket han er statsborger, (c) på ny har søgt beskyttelse: flygtningen skal rent faktisk have opnået sådan beskyttelse.” Opnåelse af indrejsetilladelse eller nationalitetspas med henblik på hjemrejse vil i fravær af bevis for det modsatte blive anset som grundlag for ophør af flygtningestatus, jf. Håndbogens pkt. 122. De tilfælde, hvor en flygtning besøger sit tidligere hjemland uden nationalitetspas, men for eksempel med et rejsedokument udstedt af opholdslandet, bør bedømmes individuelt. Der er forskel på at besøge en gammel og syg forælder og jævnlige besøg i et pågældende land med det formål at holde ferie eller etablere forretningsmæssige forbindelser, jf. Håndbogens pkt. 125. Det fremgår videre af Håndbogens pkt. 134 om ophørsbestemmelsen i artikel 1 C (4), at bestemmelsen angår en flygtning, som ”frivilligt på ny har bosat sig”. Dette skal forstås som en tilbagevenden til det land, i hvilket flygtningen er statsborger eller tidligere havde fast bopæl, med henblik på permanent ophold. Et midlertidigt besøg i hjemlandet uden nationalitetspas, men f.eks. med et rejsedokument udstedt af opholdslandet, betyder ikke, at flygtningen ”frivilligt på ny har bosat sig” og indebærer ikke tab af flygtningestatus i henhold til nærværende bestemmelse. Klageren har forklaret, at han indrejste i Iran uden at vise rejselegitimation, og at han kun har været i Iran i den ene måned i 2015, hvor han blandt andet skulle besøge en syg far og holde ferie. Det kan på den baggrund lægges til grund, at klageren er indrejst frivilligt i Iran, men det kan ikke lægges til grund, at klageren er indrejst i Iran med henblik på at søge landets beskyttelse, og han har i øvrigt heller ikke opnået denne beskyttelse. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at forholdene i Iran har ændret sig på en sådan måde, at de omstændigheder, der oprindeligt begrundede hans opholdstilladelse, er bortfaldet. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse således, at klageren fortsat har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Iran/2022/26/imbs
