Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Sagen er sambehandlet med Dub-Bulg/2022/1/EDO. Indrejst i 2000.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra [hjemby], Irak. Klageren boede i Mosul, Irak, i en årrække forud for sin udrejse. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2000, og at han [i efteråret] 2001 blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Det fremgår af en henvendelse [sommeren] 2013 fra [klagerens tidligere partsrepræsentant] samt erklæring dateret [i foråret] 2013 fra klageren om frivilligt frafald af klagerens opholdstilladelse, at klageren [i foråret] 2013 er udrejst af Danmark med henblik på at tage permanent ophold i Irak. [I efteråret] 2014 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt taget ophold i hjemlandet. Endvidere fandt styrelsen ikke grundlag for at meddele dispensation fra bortfaldet af opholdstilladelsen efter udlændingestyrelsens § 17, stk. 3. Sagens problemstillinger: I en situation som den foreliggende, hvor klageren i sin tid blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, er det (efter de dagældende regler) en betingelse for, at klagerens opholdstilladelse kan anses for bortfaldet, at klageren kan anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., at klageren frivilligt har taget bopæl i hjemlandet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, og at klageren, der er vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold der, har opholdt ”sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder”, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1 (den særlige fortrydelsesret, der indebærer, at en flygtning i de nævnte 12 måneder bevarer sin opholdstilladelse i Danmark). Hvis klagerens opholdstilladelse må anses for bortfaldet, er spørgsmålet herefter, om der skal meddeles dispensation i forhold til bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, og hvis dette ikke er tilfældet, om et bortfald af opholdstilladelsen strider mod artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter EMRK). Hvis der ikke skal meddeles dispensation, og såfremt bortfaldet af opholdstilladelsen ikke strider mod EMRK artikel 8, skal der i klagerens Dublinsag, der også behandles d.d. af Flygtningenævnet, tages stilling til, om klageren skal overføres til Bulgarien. Om klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt har taget ophold i sit hjemland (Irak): Henset til, at klageren [i foråret] 2013 udrejste af Danmark og i den forbindelse [i foråret] 2013 underskrev en erklæring, hvorefter ”jeg opgiver min faste bopæl i landet, og at jeg af min egen fri vilje giver afkald på min opholdstilladelse i Danmark for at vende tilbage til mit hjemland”, tiltræder Flygtningenævnet, at betingelserne i udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., og § 17, stk. 4, for bortfald af opholdstilladelsen var til stede. Om klageren har benyttet sin særlige fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, og om han efterfølgende har frafaldet denne: Det fremgår af sagen, at klageren [i foråret] 2013 udrejste af Danmark med henblik på at tage permanent ophold i Irak (repatriation), og at klageren i foråret 2014, herunder [en specifik dato i foråret] 2014, rettede henvendelse til [en dansk repræsentation] og oplyste, at han havde fortrudt sin repatriering (og anmodede om at få udstedt en tilbagerejsetilladelse). På det nævnte henvendelsestidspunkt var klagerens opholdstilladelse ikke bortfaldet, da det fremgår af udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, at klagerens opholdstilladelse, først bortfaldt på det tidspunkt, hvor han havde opholdt ”sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder” (den særlige fortrydelsesret). Der var derfor tale om en fejl, da Udlændingestyrelsen [i foråret] 2014 meddelte ambassaden, at klageren ikke kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse, idet klageren skulle udfylde et BF2-skema (ansøgning om, at opholdstilladelse på blandt andet asylområdet ikke skal anses for bortfaldet). Dette meddelte ambassaden klageren [på to specifikke datoer i foråret] 2014, hvorfor klageren ikke kunne benytte sig af sine flybilletter, hvorefter han skulle rejse til Danmark [på en senere dato i foråret] 2014. Flygtningenævnet finder, at myndighederne burde have repareret "vejledningsfejlen" i [foråret] 2014, hvor myndighederne blev klar over denne fejl. Det skal dog samtidig tages i betragtning, at klageren af [sin tidligere partsrepræsentant] i dagene efter den fejlagtige vejledning fra myndighedernes side fik oplyst, at han ikke skulle udfylde et BF2-skema, og at [den danske repræsentation] af [klagerens tidligere partsrepræsentant] [i foråret] 2014 blev oplyst om, at klageren havde modtaget denne nye rådgivning fra [klagerens tidligere partsrepræsentants] side. Flygtningenævnet finder således, at klageren på det tidspunkt, hvor han ved mails af [fire specifikke datoer i foråret og sommeren] 2014 rettede henvendelse til Udlændingestyrelsen og oplyste, at han ikke ønskede at gøre brug af sin fortrydelsesret – og at han i øvrigt anmodede styrelsen om at rette henvendelse til [en dansk kommune], således at han kunne få den anden del af sin ”etableringsydelse” udbetalt – var bragt ud af den misforståelse om sin retsstilling, som myndighederne i sin tid havde bragt ham i. Flygtningenævnet finder således, at klageren i kraft af sine henvendelser til Udlændingestyrelsen i [foråret og sommeren] 2014 må anses for at have frafaldet sin oprindelige anmodning om udstedelse af en tilbagerejsetilladelse. Dette understøttes også af [klagerens tidligere partsrepræsentants] mail af [foråret] 2014 til Udlændingestyrelsen, hvori det anføres, at ”[A] har oplyst mig, at han ikke vil fortryde sin repatriering, og at han ikke vil komme tilbage til Danmark”, og hvori [klagerens tidligere partsrepræsentant] henleder opmærksomheden på, at der er ”gået mere end én måned fra den dato, hvor [A] har været berettiget til at modtage den anden del af støtten”. Flygtningenævnet finder således, at det var berettiget, at Udlændingestyrelsen ved afgørelse af [sommeren] 2014 lukkede klagerens sag om at få udstedt en tilbagerejsetilladelse. I forlængelse heraf finder Flygtningenævnet, at klagerens sag ikke skal behandles på grundlag af klagerens henvendelse af blandt andet [foråret] 2014 til [en dansk repræsentation], men derimod skal vurderes således, at klageren [i efteråret] 2014 til Udlændingestyrelsen indgav en ny ansøgning om at fortryde sin repatriering, der således er indgivet efter, at klageren havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 måneder på hinanden følgende måneder. Det skal i den forbindelse også bemærkes, at klageren også efter [en specifik dato i sommeren] 2014, hvor hans sag var blevet lukket, rettede henvendelse til Udlændingestyrelsen ([to specifikke datoer i sommeren] 2014) om, at han ikke ønskede at gøre brug af sin fortrydelsesret. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at klagerens henvendelse af [efteråret] 2014 skulle betragtes som en anmodning i medfør af udlændingelovens § 17 a, stk. 2, om udvidelse af den særlige fortrydelsesret. Flygtningenævnet kan således tiltræde, at klagerens ansøgning ikke er omfattet af den særlige fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, der finder anvendelse i forhold til repatriering af flygtninge. Klagerens opholdstilladelse må derfor isoleret set anses for bortfaldet. Om klageren i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt., skal meddeles dispensation i forhold til bortfald af opholdstilladelsen: Det følger af udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt., at det efter ansøgning kan bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet tiltræder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, at der ikke er grundlag for at dispensere for bortfald af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt., idet nævnet også har henset til, at klageren i Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2014, hvorved styrelsen lukkede sagen, fik oplyst, at han kunne søge om forlængelse af fortrydelsesretten. Det forhold, at klageren [i foråret] 2014 af [en dansk repræsentation] fejlagtigt fik oplyst, at han skulle udfylde et BF2-skema, hvorfor klageren ikke kunne benytte sig af sine flybilletter til [et senere tidspunkt i foråret] 2014, kan ikke føre til et andet resultat, når henses til, at klageren som anført ovenfor frafaldt sin oprindelige anmodning om udstedelse af en tilbagerejsetilladelse. Om bortfaldet af opholdstilladelsen udgør et uforholdsmæssigt indgreb: Flygtningenævnet finder, at afgørelsen om bortfald af opholdstilladelsen udgør et indgreb i klagerens ret til privatliv efter EMRK artikel 8, at dette indgreb har hjemmel i lov, og at indgrebet forfølger et af de legitime formål, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om bortfald af opholdstilladelsen er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at træffe afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som bortfald af opholdstilladelsen vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privatliv. Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på klagerens tilknytning til opholdslandet (Danmark) og klagerens tilknytning til oprindelseslandet (Irak). På den ene side har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren [i foråret] 2014 af [en dansk repræsentation] fejlagtigt fik oplyst, at han skulle udfylde et BF2-skema, hvorfor klageren ikke kunne benytte sig af sine flybilletter til [et senere tidspunkt i foråret] 2014. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at klageren har boet 13 år i Danmark, at han har arbejdet i landet på fuld tid i 5-6 år og nogle år på deltid, at han har gået på sprogskole, og at han fortsat taler og forstår dansk, hvilket også kom til udtryk under klagerens forklaring for Flygtningenævnet. På den anden side har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren ikke har familie, herunder børn i Danmark. Hertil kommer, at klageren er født og opvokset i Irak, hvor han har boet indtil sin udrejse som [nogle og 20-årig] i 2000. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at klageren udrejste frivilligt af Danmark til Irak, hvor han opholdt sig igen i store dele af perioden fra 2014 til [efteråret] 2019. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privatliv efter EMRK artikel. 8. Konklusion: Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse. Der fastsættes ingen udrejsefrist, idet Flygtningenævnet d.d. har stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel af klageren til Bulgarien.” Irak/2022/14/EDO
