Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren skal udsendes til Tunesien, hvor hun frygter for sit liv, idet hun er biseksuel, og at hun i Sverige er forfulgt af en privatperson. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige den 24. februar 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har forklaret, at hun igennem en årrække er blevet chikaneret og overfaldt af sin tidligere kærestes far, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i forlængelse heraf, at klageren må henvises til at søge de svenske myndigheders beskyttelse, som må antages at have vilje og evne til at beskytte klageren, såfremt klageren fortsat chikaneres af pågældende. Heller ikke det forhold, at klageren frygter at blive udsendt til Tunesien, kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder princippet om non-refoulement, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf endelig bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en ansøger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de andre kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ” Dub-Sver/2022/3/SELS
