Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der af de spanske myndigheder har fået udstedt et visum, som udløb mindre end seks måneder inden, han ansøgte om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Klageren henviste som begrundelse for, at hans sag skulle behandle i Danmark, at han i Spanien frygtede nogle privatpersoner. Han henviste yderligere til modtagerforholdene og asylproceduren i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Spanien, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i vinteren 2021/2022] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren i Spanien frygter forfølgelse af en marokkansk bande, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den marokkanske bande har kontakter i det spanske politi. Nævnet finder herved, at det angivne forhold beror på klagerens egen formodning, og at det fremkommer usandsynligt, at de spanske myndigheder skulle samarbejde med en marokkansk bande. Nævnet finder derfor, at klageren må henvises til at søge de spanske myndigheders beskyttelse, og at de spanske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om indkvarteringsforholdene i Spanien, herunder at der er alvorlige problemer i det spanske indkvarteringssystem, som resulterer i hjemløshed, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at spanske organisationer – trods de i 2019 udsendte retningslinjer, som skulle sikre asylansøgere overført til Spanien i medfør af Dublinforordningen – har hjulpet sårbare asylansøgere, der har været nægtet adgang til indkvartering, og at der i oktober 2020 var omkring 8000 asylansøgere, som ventede på at få afgang til indkvartering, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der med udgangspunkt i de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grund til at tro, at der er sådanne generelle mangler i asylproceduren eller i modtageforholdene i Spanien, at overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til AIDA's Country Report, Update 2020, senest opdateret i marts 2021, hvoraf blandt andet fremgår, at der i januar 2019 blev udsendt en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagesystemet, og at denne instruks skal garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet ved en overførsel til Spanien. Oplysningen om at 11 Dublin-overførte asylansøgere ikke blev indkvarteret i efteråret 2020, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det må – sammenholdt med øvrige baggrundsoplysninger – lægges til grund, at der ikke er tale om en generel mangel i modtageforholdene, ligesom det bemærkes, at omstændighederne for de 11 Dublin-overførte asylansøgere ikke er nærmere belyst. Der er efter nævnets opfattelse således ikke holdepunkter for at antage, at de spanske myndigheder ikke vil efterleve instruksen om at sikre asylansøgere, der er modtaget i henhold til Dublinforordningen, en "guaranteed acces to reception", og det må på den baggrund lægges til grund, at klageren vil have adgang til indkvartering ved overførsel til Spanien. Det forhold, at Spanien indtil videre har modtaget 25.000 flygtninge fra Ukraine, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke foreligger konkrete oplysninger om, at de spanske myndigheder ikke vil være i stand til at opfylde deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Spanien ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder dermed, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2022/6.
