afgh202219

Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i Danmark i 2000 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2018 blevet idømt fængsel i 5 år og 3 måneder for overtrædelse af [en række bestemmelser i blandt andet straffeloven]. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt efter udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt. I 2018 stadfæstede landsretten dommen. Udlændingestyrelsen traf i 2020 afgørelse om, at klageren kan udsendes til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Flygtningenævnet stadfæstede i 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i 2021 at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim af trosretning fra [by], Kabul i Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klagerens [familiemedlem] har været forfulgt af Taliban, idet han arbejdede for [organisation] i Afghanistan, og dermed blev anset af som værende landsforræder. Klageren har endvidere henvist til, at hans familie i Afghanistan blev opsøgt af Taliban og truet. Klagerens [familiemedlem] blev udsat for vold og hans [familiemedlem] blev tilbageholdt i en periode. Han har endvidere henvist til, at han må anses som ”vestliggjort”, da han har opholdt sig i Danmark i mere end 20 år, herunder har en tatovering på [kropsdel], hvilket i Afghanistan anses for udtryk for, at man er vantro. Endelig har han henvist til de generelt forværrede forhold efter Talibans magtovertagelse. Om den generelle situation i Afghanistan. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Tilsvarende er anført i UNHCR Guidance Note fra februar 2022, side 1, pkt. 2. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 1. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan, jf. herved også Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anføres, at ”Det kan dock för tilfället inte anses råda sådant urskillningslöst våld i någon provins at var och en risikerer at uttsättas för skydsbegrundende behandling”. På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 5, er ”volatile and unstable”. Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update – 2 November 2021, hvor det anføres, at ”The security situation in Afghanistan remains highly volatile”. Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 4, hvor det anføres, at ”utvecklingen är osäker och kan vara snabbt föränderlig”. Endelig kan der henvises til EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten ”demonstrates preliminary findings on how Taliban rule has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these findings are representative of the Taliban leadership’s intentions nor of their beating for the future”. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af klagerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-101 indeholder en analyse af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status”. Om klageren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af [familiemedlems] konflikt med Taliban. Det må på baggrund af sagens oplysninger lægges til grund, at klagerens [familiemedlem] havde en konflikt med Taliban, men at denne ligger mere end 20 år tilbage. Flygtningenævnet bemærker, at Taliban i forbindelse med den internationale invasion af landet i 2001 mistede magten i Afghanistan og i en meget lang periode ikke har haft herredømme over de større byer, herunder Kabul. Allerede på denne baggrund finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at Taliban, såfremt klageren vender tilbage til Afghanistan, umiddelbart ville kunne identificere ham som [familiemedlem] af en tidligere modstander. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være en i reel risiko for asylbegrundende overgreb m.v. som følge af [familiemedlems] tidligere konflikt med Taliban. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at baggrundsoplysningerne viser, at visse Taliban-krigere har udøvet gengældelsesangreb på navnlig personer, der har været tilknyttet den tidligere regering, sikkerhedsstyrker eller udenlandske væbnede styrker. Der er derimod ikke oplysninger om, at Taliban har interesseret sig for eller vil interessere sig for personer som klageren, hvis [familiemedlem] for mange år siden har haft en konflikt med Taliban. Det er heller ikke sandsynliggjort, at Taliban, henset til den langvarige krigstilstand og voldsomme omvæltninger i Afghanistan, og til at et meget stort antal personer er udrejst af og indrejst i landet, har fuldt overblik herover. Om klageren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han måtte anses for vestliggjort. Det kan på grundlag af baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at en person med klagerens profil, der har været bosat i Afghanistan i Kabul fra sin fødsel i 1989 til 2000, og som i hvert fald taler dari i et vist omfang, vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Der kan i den forbindelse henvises til de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f. Om der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Henset til navnlig det, der er anført ovenfor under afsnittet om den generelle situation i Afghanistan, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Konklusion Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ligesom Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 [stadfæstelse].” Afgh/2022/19/anfi